Første eux-student udklækket på Mercantec

Der var store smil og champagne på Mercantec fredag formiddag
kl. 9. Her kunne 21-årige Alexander Møller Jensen, nemlig fejre sin
nye status som eux-student – den første på Mercantec nogensinde og
dermed også en af de første i landet.

– Det er dejligt at være færdig. Nu skal jeg ud og arbejde et
halvt år, og så er det planen, at jeg begynder på uddannelsen som
bygningsingeniør på Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Det glæder jeg mig
til, siger Alexander Møller Jensen, der ender med et gennemsnit på
den gode side af 10.

Bag betegnelsen “eux” gemmer sig en fire-årig studiekombination,
hvor eleverne både tager en erhvervsgrunduddannelse og gymnasiale
fag på teknisk gymnasium. De gymnasiale fag kan kombineres med 24
forskellige erhvervsuddannelser på Mercantec og Alexander har valgt
at kombinere sin studentereksamen fra Viborg Tekniske Gymnasium med
en tømreruddannelse fra Byggetek:

– Jeg syntes, det var smart, at man kunne koble det teoretiske
på teknisk gymnasium med det praktiske i tømrerfaget i en
uddannelse, der kun tager fire år. Og jeg håber da, at jeg så har
en fordel på Ingeniørhøjskolen i Aarhus, fordi jeg også har prøvet
at være ude i virkeligheden, siger Alexander Møller Jensen, der har
været lærling hos “Vestjyllands Tømrer” i Sunds.

En helt ny type faglærte

Ifølge rektor på Viborg Tekniske Gymnasium Bo Lykke Fredsgaard
er studiekombinationen et godt eksempel på fremtidens
erhvervsuddannelse, fordi den er så alsidig:

– Eux-studenterne får en særlig position på arbejdsmarkedet,
fordi de kan udgøre et manglende bindeled mellem ingeniører og
faglærte. De er en helt ny type faglærte, som har alle
forudsætninger for fx at blive selvstændige, men også til at læse
videre som fx arkitekt eller ingeniør, som Alexander planlægger at
gøre, siger Bo Lykke Fredsgaard.

Eux har godt fat i de unge

Tendensen på arbejdsmarkedet viser også, at der er et stigende
behov i erhvervslivet for folk, der kombinerer en videregående
uddannelse med en erhvervsfaglig uddannelse, fortæller Torben
Jakobsen, der er uddannelsesleder på Byggetek:

– De her elever bliver en efterspurgt vare på fremtidens
arbejdsmarked, fordi de har den håndværksmæssige baggrund med sig.
Samtidig giver deres teoretiske ballast dem gode kort på hånden til
at arbejde sig frem mod en formandspost i en virksomhed.

I flere år har Mercantec opsøgt lokale håndværksmestre og
virksomheder, for at få fortalt om de mange fordele, der er
forbundet med at tilbyde praktikplads til en tværfaglig elev. Og
noget tyder på at eux-uddannelsen efterhånden også har fået et godt
tag i de unge i og omkring Viborg. I eux-uddannelsens første år i
2010 var der 10 elever, der begyndte på eux-forløbet. I 2014 har 90
elever indtil videre søgt ind på den populære studieretning.

— FAKTA om eux-uddannelsen —

Mercantec var blandt de første skoler i landet til at tilbyde en
kombineret uddannelse med studentereksamen og svendebrev i ét – det
der i dag er kendt som eux. Ideen med at tilbyde svendebrev og
gymnasiefag i én og samme pakke tog form tilbage i 2005, hvor
Grundfos, Danfoss og en række andre store danske virksomheder
efterspurgte blandt andet ingeniører med tekniske uddannelser, der
både havde forståelse for virksomhedernes praktiske
problemstillinger og samtidig kunne omsætte deres kompetencer
direkte i produktionsapparatet.

Uddannelsen kom til at hedde EUD-HTX og havde det første år et
samlet optag på i alt 10 elever. Mercantec tog efterfølgende sine
erfaringer med til evaluering i Undervisningsministeriet og i
fællesskab videreudviklede parterne på uddannelsens
sammensætning.

I sommeren 2010 blev Eux i sin nuværende form vedtaget med fuld
opbakning i Folketinget.

Cookie-indstillinger