400 folkeskoleelever dystede i erhvervsuddannelser

Dette billede illustrere 400 folkeskoleelever dystede i erhvervsuddannelser

Teknik, motorik, præcision, paratviden, samarbejde og ikke
mindst håndelag. Alle færdigheder kom i spil, da over 400
folkeskoleelever i Viborg og omegn tirsdag var samlet på Mercantec
til skolemesterskaber for ottendeklasser i SKILLS. På dagen var
Mercantecs kantine omdannet til en kæmpe konkurrencehal fyldt med
hujende elever, som indædt heppede på deres dystende
klassekammerater.

Hænder og hoved

Skolemesterskaberne blev afholdt som en stafet, hvor tre hold á
tre elever på tid konkurrerede i en række håndværksfag. De fem
discipliner relatererede hver især til erhvervsuddannelser på
Mercantecs brancheskoler. Eleverne skulle både bruge hænder og
hoved når skulle forbinde et elektronisk kredsløb (AutoTeknisk
Center), gætte virksomhedslogoer (Handelsskolen Viborg), samle en
træknude (Byggetek), sammenføje en vandlås (MetalCraft) og til
sidst piske æggehvider stive ved håndkraft (Hotel- &
Restaurantskolen). Alt sammen med hjælp fra Mercantecs elever og
undervisere, der dagen igennem fungerede som dommere.

– Skolemesterskaberne i SKILLS er en anderledes og kreativ måde
at introducere folkeskoleelever til erhvervsuddannelser.
Konkurrencerne handler om at bruge sit håndelag og sine praktiske
færdigheder, det er sjovt og der er fart over feltet hele dagen,
siger Rasmus Dyrendal, projektleder og konferencier på dagens
SKILLS-mesterskaber.

Finale i København

I finalen kom alle færdigheder i spil, da dagens fire bedste
klasser skulle samle en IKEA-skammel på tid. Til sidst løb de to
8.klasser fra Vestre Skole med det hele: Det skete da Jakob, Edib
og Sandra fra 8.a. og Lasse, Sebastian og Itana fra 8.b.løb fra alt
og alle og sejrede til stor jubel for deres klassekammerater.

De to ottendeklasser vandt et gavekort til et restaurantbesøg
for hele klassen. Herudover skal de seks elever og deres
klassekammerater nu repræsentere Viborg ved den store landsdækkende
finale i København til januar, hvor både æren og mange flotte
præmier er på spil. Skolemesterskaberne i SKILLS er nemlig en del
af DM i SKILLS som afholdes i Bella Centret i København 8.-10.
januar.

Standup og rundtur til virksomheder

Dagen igennem summede skolen af aktiviteter for de elever der
ikke var i ilden til SKILLS. Via rundvisninger på skolens
uddannelser fik alle elever rig mulighed for at blive klogere på de
mange erhvervsuddannelser på Mercantec. Eleverne kunne fx kaste sig
ud i at skifte hjul på en bil, slå søm i en træstub og få en
introduktion til maleruddannelserne, ligesom eventklassen fra
Handelsskolen Viborg havde arrangeret konkurrencer i bordfodbold og
bordtennis.

Efter SKILLS-mesterskaberne gik turen videre ud i Viborg.
“Arbejdsgiverne Industri og Håndværk” i Skive og Viborg havde i
anledning af deres 100 års jubilæum inviteret eleverne rundt til
lokale industri- og produktionsvirksomheder, for at give et indblik
i, hvad man kan bruge en erhvervsuddannelse til. Her var der
indlagte konkurrencer, hvor der bl.a. stod en tur til København på
spil. Dagens sluttede af med standup på Mercantec med komikeren
Karsten Green og det svære valg af uddannelse.

— FAKTA —

Hele 425 elever fra 10 forskellige folkeskoler i Viborg og omegn
deltog i SKILLS-mesterskaberne for folkeskolelever i år. De 21
ottendeklasser kom fra Nordre Skole, Vestre Skole, Løgstrup Skole,
Hald Ege Skole, Frederiks Skole, Vestfjendsskole, Sønder Skole,
Skals Skole, Rødkærsbro Skole og Viborg Private Realskole.

Se flere fotos fra dagen på Mercantecs facebookside:
facebook.com/mercantec.dk

LÆS også: AMB 2014 igus-polymerer sørger for stor maskinsikkerhed og lave omkostninger
400 folkeskoleelever dystede i erhvervsuddannelser's Firmaprofil
Cookie-indstillinger