Ny direktør for forretningsudvikling i Schneider Electric Danmark
Som direktør for forretningsudvikling har Mike Doucleff det
overordnede ansvar for at udvikle Schneider Electrics position
inden for strategiske kerneområde som smart grid, energioptimering
og samlede løsninger, der øger effektiviteten, reducerer
energiforbruget og CO2-udslippet i blandt andet bygninger,
datacentre og den elektriske infrastruktur. I Danmark dækker
Schneider Electric syv overordnede forretningsenheder med mere end
1000 medarbejdere fordelt på syv lokationer i hele landet.
Mike Doucleff, der er fra USA, har stor erfaring fra Schneider
Electric-koncernen, hvor han har besiddet flere stillinger. Han
kommer fra en stilling som strategisk direktør i IT-forretningen i
USA med globalt ansvar for IT-strategi. Tidligere har Mike Doucleff
været ansat på koncernens hovedkvarter i Paris, hvor han bestred en
central position i udviklingen af de globale salgs- og
CRM-processer. Tidligere har han også arbejdet i Schneider
Electrics datterselskab Square D med ansvar for flere salgsområder.
Mike Doucleff glæder sig til de nye udfordringer i Danmark som
direktør for forretningsudvikling.
– Jeg synes, forretningsudvikling er et ekstremt spændende
område, som varierer fra meget snævre områder til større tværgående
indsatser, som kan være svære at placere i organisationen. For mig
handler forretningsudvikling om skabe et optimalt sammenspil mellem
klart definerede opgaver og de mere kreative og eksperimenterende
tilgange til at skabe positiv udvikling og stærke resultater.
Bredden i Schneider Electric gør min nye rolle meget spændende, og
jeg glæder mig meget til at styrke vores fokus på at skabe
markedets bedste løsninger på tværs af hele vores forretning, siger
Mike Doucleff.
Oprindeligt er Mike Doucleff uddannet elektro-ingeniør, og han
har efterfølgende taget en MBA fra IESE Business School i
Barcelona. Mike Doucleff har stor international erfaring, hvilket
han ser som en stor personlig gevinst, som, han håber, vil komme
Schneider Electric Danmark til gode.
– Jobbet her i Danmark er min anden international
udstationering, og derudover har jeg rejst til mere end 30 lande i
forbindelse med mine globale opgaver, hvor jeg har også haft
ansvaret for medarbejdere fra mange forskellige kulturer. Det har
lært mig utroligt meget omkring mig selv, men det er også tydeligt,
at det har givet mig indblik, hvordan opgaver kan løses på
forskellige måder. Det glæder jeg mig til nu at trække på, mens jeg
lærer den danske kultur at kende, siger den nye direktør for
forretningsudvikling.
Privat er Mike gift og har to børn og et tredje på vej. Familien
er ved at finde sig til rette i hjertet af København






