9 unge teknikere klar til kamp om DM i Skills

Dette billede illustrere 9 unge teknikere klar til kamp om DM i Skills

Fem elektrikerlærlinge og fire vvs-energispecialistlærlinge
stiller op for den tekniske installationsbranche, når de torsdag,
fredag og lørdag møder hinanden i kamp om de to titler som
danmarksmester i el og vvs. Titlerne erhverves efter tre dages
faglig kappestrid, hvor lærlingene konkurrerer i at dimensionere og
udføre tekniske løsninger, hvor fagligt niveau og funktionalitet
skal være helt i top.

– Danmark har brug for endnu flere dygtige teknikere. Derfor
skal installationsbranchen markere sig positivt over for
skolelever, lærere og forældre. DM i Skills har udviklet sig til en
vigtig platform for branchens og uddannelsernes omdømme og vi
håber, at der igen i år vil komme rekordmange besøgende, fortæller
underdirektør Tina Voldby, TEKNIQ, arbejdsgiver- og
brancheorganisation for installationsvirksomhederne, som
beskæftiger 5.000 lærlinge ud af 40.000 ansatte.

– De virksomheder, der sender lærlinge først til skole- og
regionale mesterskaber og derefter til DM, er fagligt stolte.
Samtidig er det en stor glæde og motivation at have givet de unge
lærlinge en uddannelse, som måler sig med de bedste i landet, siger
Tina Voldby.

Kamp i arena
Elektriker- og vvs-energilærlingene kæmper i hver sin arena under
DM i Skills, som åbnes torsdag klokken 9 med deltagelse af bl.a.
statsminister Helle Thorning-Schmidt. Konkurrencen afsluttes lørdag
med kåringen af de nye danmarksmestre, hvor undervisningsminister
Christine Antorini overrækker trofæerne.

– Efterfølgende hyldes vores vinderne på vores
konkurrencestande, hvor vi overrækker præmier og sponsorgave til
alle deltagerne, siger Tina Voldby. Desuden uddeles en særlig
arbejdsmiljøpris med en kontant pengepræmie.

Stor interesse for danmarksmestrene
– Vi har de seneste år oplevet stor interesse for vinderne, som
bl.a. inviteres ud til messer og får meget medieopmærksomhed.
Virksomhederne, der tidligere har haft deltagere og vinder af
danmarksmesterskabet har også fået øjnene op for at bruge dem
aktivt, fx til rekrutteringskampagner med deres egen stjernelærling
som midtpunkt. De deltagende lærlinge er da også meget bevidste om,
at de er rollemodeller, som påvirker andre unges valg af
uddannelse, siger Tina Voldby.

 El- og vvs-fagene oplever da også i øjeblikket et stigende
antal lærepladser.

 I alt ventes 50.000 tilskuere til de danske
håndværksmesterskaber for erhvervsuddannelser, hvor op mod 400
deltagere kæmper om titlen som Danmarksmester i knapt 40
forskellige fag.

FAKTA om holdene, som repræsenterer de tekniske
uddannelser som elektriker og vvs-energispecialist:

Elektriker:
• Emil Vestergaard Pedersen, i lære hos Henrik Larsen ApS i
Hjørring. Emil går på EUC Nord i Frederikshavn.
• Søren Fomsgaard Jensen, i lære hos Thusgaard El-Center i Struer.
Søren går på Herningsholm Erhvervsskole i Herning.
• Sune Lerdahl, i lære hos El-gården Svendborg. Sune går på
Svendborg Erhvervsskole.
• Jacob Jægerfod, i lære hos SIF gruppen i Søborg. Jacob går på
TEC i København.
• Frederik V. Nielsen, i lære hos Roskilde Fjordens El A/S.
Frederik går på EUC Nordvestsjælland.

Vvs energispecialist:
• Mads Esbjørn, i lære hos Bravida i Aalborg. Mads går på
Construction College Aalborg.
• Rasmus Bundgaard Vilhelmsen, i lære hos Regner & Claus
Sørensen VVS ApS i Vejen. Rasmus går på HANSENBERG i Kolding.
• Niels Elling-Jordt, i lære hos Sorø VVS ApS i Sorø. Niels går på
EUC Sjælland i Næstved.
• Mikkel Lykke Studsgaard, i lære hos Hillestrøm VVS i Hørsholm.
Mikkel går på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød.

DM i Skills afholdes i Bella Center, København, torsdag den 8.
januar til lørdag den 10. januar 2015. Konkurrencerne for el og vvs
afholdes i Hal H på stand 35 og 36. Konkurrencen indledes torsdag
klokken 10.15 og afsluttes lørdag klokken 12, hvorefter dommerne
voterer. Vinderne hædres fra klokken 13.30, hvor arbejdsmiljøprisen
uddeles og bagefter kåres danmarksmesteren i begge fag.

Cookie-indstillinger