Når festen er slut

Dette billede illustrere Når festen er slut

Af Jani Lykke Methmann, direktør i
Arbejdsgiverne

For rullende kameraer og et større opbud af presse viser de,
hvad de kan med deres hænder. Og der er meget at være stolt af.

Interessen er vokset i medier og offentlighed siden starten for
fem år siden. Selv dronningen talte i nytårstalen om unge
håndværkere, der udnyttede deres gode evner og startede egen
virksomhed. Og statsministeren holdt tale ved åbningen af DM i
Skills. 

Men når kameraerne er slukket, trænger et problem sig på, som
ikke kun er aktuelt én gang om året. Danmark uddanner alt for få
indenfor håndværksfagene og derfor kommer vi til at mangle 30.000
håndværkere om bare fem år. Det er ikke mindst resultatet af det
sidste årtis mantra om, at vi skulle leve af viden og gode idéer og
lade udlandet om produktionen. Man overså, at de gode idéer ofte
opstår i et samspil mellem viden og produktion.
 
Konsekvenserne mærker vi allerede. Industrien har svært ved at
overholde leveringstider. Arbejdsløsheden indenfor metalområdet er
nede på fire procent på landsplan. I flere landsdele har man
støvsuget hylderne for industriteknikere – der er ikke flere folk
at ansætte. Til gengæld er arbejdsløshedskøen lang indenfor en
række akademiske fag.

Problemet har sin rod i et gammeldags uddannelsessnobberi, hvor
det betragtes som finere at komme i gymnasiet end at lære et
håndværk. Det er en skam, når der er så mange fordele ved en
håndværksmæssig uddannelse. Man har både rigtig gode udsigter til
beskæftigelse og gode muligheder for at starte sit eget. Skulle man
senere få lyst til at læse videre, er den vej også åben. Her er
eksempelvis ingeniører med en håndværksmæssig ballast i særdeles
høj
kurs.              

Men det går i den rigtige retning. Flere skoler sender de ældste
elever i busser til DM i Skills. På andre skoler laver man
projekter med lokale produktionsvirksomheder. Her sår man små
frø.

Men der er også ting, der går i den gale retning. Eksempelvis
skabte BoligJobordningen ekstra vækst for en række virksomheder.
Men regeringen valgte, at droppe ordningen ved årsskiftet og gør
dermed tilværelsen sværere for mange små og mellemstore håndværks
og industrivirksomheder. De virksomheder som oftest tager lærlinge
ind og er med til at uddanne næste generation. Her kunne
politikerne gøre en konkret forskel. Hvis vi skal have løst
udfordringen med mangel på unge, der vælger håndværksvejen, er der
ikke mere tid at spilde. Det håber jeg, at man også husker, når DM
i Skills er slut.

Cookie-indstillinger