Magen til svinestreg

Dette billede illustrere Magen til svinestreg

Af Anders Mortensen, udvalgsformand i Arbejdsgiverne

Et eksempel er Herningsholm Erhvervsskole. Den skal udbygges for
60 millioner kroner. Et byggeri der skydes i gang til foråret. Her
blev opgaven udbudt som hovedentreprise i stedet for i mindre
fagentrepriser. Derfor kunne kun de helt store entreprenørfirmaer
byde på opgaven. De hyrer deres egne håndværkere, som i øvrigt får
en mindre fortjeneste, når entreprenøren først har taget sin del af
kagen.

Almindelige håndværksfirmaer har ikke mulighed for selv at byde
på opgaven, og det er en skam, når det er et byggeri, som kunne
have givet masser af arbejde til små og mellemstore
håndværksvirksomheder – de virksomheder, som er flinkest til at
ansætte lærlinge – de virksomheder, som erhvervsskoler som
Herningsholm Erhvervsskole er afhængige af, når eleverne skal ud og
finde lærepladser.

De store entreprenørfirmaer kan eleverne ikke regne med. De
tager sjældent et samfundsansvar, når det handler om at uddanne
næste generation af håndværkere.
Og det er faktisk lidt af et problem, når de seneste
fremskrivninger viser, at vi kommer til at mangle 30.000 faglærte
om bare fem år.

Man kunne tro, at det handler om at spare penge. Men en
undersøgelse fra Århus Kommune har vist, at det ikke forholder sig
sådan. Her har de erfaret, at de ligefrem sparer penge ved at
benytte sig af fagentrepriser. Faktisk 5-10 millioner kroner om
året.

Alligevel kan man nok forvente, at nogen vælger hovedentrepriser
– måske for nemhedens skyld. Men det er svært at se fornuften i, at
en erhvervsskole, der uddanner fremtidens håndværkere og
industriarbejdere, forbigår de virksomheder, de selv er afhængige
af. Gad vide, hvilken velvilje Herningsholm Erhvervsskole i
fremtiden vil opleve fra håndværksvirksomhederne? Gad vide, hvor
mange andre erhvervsskoler, der netop nu betænker at udbyde deres
byggeopgaver i hovedentrepriser?

Cookie-indstillinger