Automationsvirksomhed med vokseværk åbner afdeling i Sønderborg

Dette billede illustrere Automationsvirksomhed med vokseværk åbner afdeling i Sønderborg

Udviklingen har været imponerende, siden Holtec Automatic blev
grundlagt i et lille kælderrum i Næsbjerg ved Varde. På ti år er
seks medarbejdere blevet til 65, hvoraf de tre senest tilkomne har
fået base i virksomhedens nyåbnede filial i Sønderborg. Målet med
den nye afdeling er at udvide kundeporteføljen med nogle af de
interessante virksomheder i Alssundområdet. Direktør Søren Jensen
glæder sig til at tage favntag med et nyt og strategisk vigtigt
geografisk område.

– Nærhed betyder utroligt meget. Selv for en virksomhed, der
hovedsageligt laver software. Der sker mange gode ting i Sønderborg
i disse år, og derfor etablerer vi os i området for at skaffe nye
kunder. Udvikling er i højsædet, og det lokale erhvervsliv byder på
en masse spændende potentielle samarbejdspartnere, siger Søren
Jensen.

Afdelingen får adresse på Ellegårdvej i Sønderborg, og de tre
nye medarbejdere skal udføre samme typer automationsopgaver, som
varetages på Holtec Automatics hovedkvarter i Esbjerg.

Nyudviklede løsninger
Til at sætte den nye afdeling sikkert i søen tiltræder en
kompetent softwareprogrammør med stor erfaring fra
automationsbranchen. Den 44-årige stærkstrømsingeniør Per Terp
Bernberg Schmidt kommer fra en stilling som projektleder, hvor han
har arbejdet med automation til bilindustrien. Sønderborgafdelingen
opstår som et selvstændigt selskab med navnet Holtec Automatic –
Syd A/S, hvor Per Schmidt fra starten bliver partner. Netop denne
partnerkonstellation har tiltrukket ham.

– At starte noget helt nyt op og udvikle det fra bunden har
altid været det, jeg brænder mest for. Det gælder både for selve
afdelingen og for det arbejde, vi skal udføre. Til de forhåbentligt
mange nye kunder skal vi også udvikle unikke og innovative
løsninger. Der er selvfølgelig en risiko ved at være partner, men
det er samtidig en stor drivkraft, og jeg vil gøre mit ypperste,
for at afdelingen bliver en succes, understreger Per Schmidt, der
ejer virksomheden sammen med moderselskabet Holtec Automatic
A/S.

Sønderborgafdelingen beskæftiger fra starten tre personer, der
tilsammen har stor erfaring inden for konstruktion og
programmering. Målet for det nye selskab er at blive en fast
leverandør til de mange virksomheder i regionen, og inden udgangen
af 2015 skulle antallet af medarbejdere gerne være fordoblet.

– Jeg er meget glad for at have tilknyttet en så stærk profil
som Per. Vi kunne mærke med det samme, at han har det ledergen, som
vi efterspørger. Samtidig er han en dygtig programmør med god
erfaring – og helt sikkert den rigtige mand til jobbet, mener Søren
Jensen.

Holtec Automatic er totalleverandør inden for industriel
automation – herunder af styringer, robotter, softwareudvikling og
alt fra simple til komplekse pakkeløsninger. Koncernen beskæftiger
totalt 65 medarbejdere. holtec.dk

Cookie-indstillinger