Energivejledning Start gratis – så kommer ordren

Det er kun 8 procent af landets Energivejledere, der oplever, at
boligejerne er villige til at betale for et indledende energitjek
af deres boliger. Det viser en undersøgelse blandt de danske
Energivejledere foretaget af Energivejledersekretariatet. Ifølge
undersøgelsen finder fem ud af ti Energivejledere det nødvendigt at
tilbyde gratis indledende vejledning for at få foden inden for hos
boligejerne. En energivejleder er en håndværker, som er uddannet på
Teknologisk Institut til at udføre energirenovering af høj
kvalitet, og som leverer en sikker helhedsløsning på tværs af
håndværkerfag.
Gør det gratis
Modviljen blandt boligejerne til at få pungen op ad lommen
betyder, at Gånsager Tømrer- og Snedkerforretning ved Skærbæk
tilbyder gratis indledende vejledning, uanset om den fører til en
ordre eller ej. Virksomhedens Energivejleder Niels Barsballe
forklarer:
“Vi tilbyder gratis indledende energivejledning, fordi det som
regel udmønter sig i en eller anden ordre fra kunden. Vi burde
måske tage penge for ydelsen, men vurderer, at den er lidt i samme
kategori som et tilbud – og det tager vi jo ikke penge for.”
Modregner senere
Men der er også andre modeller. Et eksempel er HB Ejendomme i
Herning, der specialiserer sig i ombygninger og renoveringer. Her
bliver den indledende vejledning først gratis, hvis kunden afgiver
en ordre. Energivejleder Brian Løvig Borg hos HB Ejendomme
siger:
“Vi arbejder med en model, hvor vi fx tilbyder at termografere
kundens bolig, og hvis det fører til en ordre, er termograferingen
gratis. Omvendt koster det penge, hvis vi ikke skal udføre nogen
forbedringer af boligen. Vi tilbyder at modregne termograferingen
på den endelige regning og oplever, at det på den måde er lettere
at få kunder i butikken.”
Uddannelsen giver et forspring
Leder af Energivejledersekretariatet Torben R. Hansen finder det
positivt, at der trods boligejernes indledende uvilje til at betale
for vejledningen er gode muligheder for at få kunder ud af
energitjekket alligevel. Han siger:
“Den enkelte Energivejleder ved bedst selv, hvilken
forretningsmodel, der fungerer for ham eller hende. Men ved at have
uddannet sig som Energivejleder har de kompetencerne til gennemføre
en bygningsgennemgang, så den er troværdig og professionel, men
ikke nødvendigvis meget tidskrævende og derfor kan tilpasses
markedets behov.”
Energivejlederuddannelsen, der blev etableret i 2009, udbydes af
Teknologisk Institut, er støttet af Energistyrelsen og udviklet af
Dansk Byggeri, TEKNIQ, Teknologisk Institut og Energitjenesten. Der
er flere end 3.000 energivejledere fordelt over hele Danmark.

Om undersøgelsen:
Energivejledersekretariatet har sendt en online spørgeramme ud til
ca. 2.000 personer, der har taget energivejlederuddannelsen. 11
procent af dem har sendt svar ind og gennemført undersøgelsen i
september 2014

Cookie-indstillinger