Tredje generation overtager ledelsen af Mekoprint

Dette billede illustrere Tredje generation overtager ledelsen af Mekoprint

Anders Kold er cand.merc. i strategi, organisation og ledelse
fra CBS i 2001 og var i syv år ansat i IBM Danmark med ansvar for
bl.a. udvikling af nye forretningsområder. Herefter etablerede han
konsulentvirksomheden Avento A/S med speciale i strategi og
strategieksekvering, som netop er blevet solgt til Deloitte. Anders
Kold har været bestyrelsesmedlem i Mekoprint koncernen siden 2008
og næstformand siden september 2013.

– Mekoprint er en utrolig spændende virksomhed at arbejde med
for mig. Vi hjælper mere end 1.000 kunder med at udvikle og
producere nye produkter med over 30 forskellige
produktionsteknologier. Fra Avento medbringer jeg den erfaring, at
de små og de store virksomheder kan lære meget af hinanden.
Mekoprint skal have det bedste fra begge sider: Lille og LEAN med
små selvstændige teams tæt på kunderne og samtidig stor nok og med
kompetencer til at være global leverandør af kundespecifikke
løsninger på et højt teknologisk niveau. Den position glæder jeg
mig til at være med til at udbygge, siger Anders Kold.

Esben Kold, uddannet kemiingeniør og HD i organisation, har
stået i spidsen for Mekoprint i 42 år, og når han forlader posten
som koncernens administrerende direktør, fortsætter han som
direktør for Mekoprint Mechanics divisionen i Aalborg Øst med 75
medarbejdere.

– Efter en række turbulente år er vi nu tilbage på vækstsporet
og har stor succes med at kombinere udvikling og højautomatiseret
produktion i Danmark med løntung produktion i lavtlønslande.
Den udvikling glæder jeg mig til at fortsætte så længe, det giver
mening for Mekoprint og for mig. Min rolle i det daglige bliver nu
en anden end hidtil, og jeg glæder mig til at støtte Anders og
lederteamet i virksomhedens fortsatte udvikling, siger Esben
Kold.

Mekoprint koncernen består af  driftsselskabet Mekoprint
A/S og Mekoprint Ejendomme A/S og beskæftiger 240 medarbejdere.
Koncernen realiserede i regnskabsåret 2013/2014 et overskud på 22,6
mio. kr. efter skat mod 6,3 mio. kr. det foregående år. Omsætningen
steg med 10 % til 277 mio.kr., og egenkapitalen er på 170 mio.
kr.

Ud over de fire fabrikker, hvoraf de tre er i Støvring, har
Mekoprint A/S produktion i Tjekkiet og Polen og et handelsselskab i
Hongkong. Forretningen er baseret på tæt samarbejde med kunderne om
produktudvikling og produktion inden for bl.a. folietastaturer,
trykt elektronik, kabelkonfektion, folie- og metalskilte samt
metalbearbejdning. Mere end to tredjedele af omsætningen går til
eksport.

Mekoprint den 24. februar 2015

For yderligere information kontakt os venligst direkte pr.
telefon eller mail:

Anders Kold:  ak@mekoprint.dk – +45 2088 8820

Esben Kold:  ek@mekoprint.dk – +45 4088 5611

Cookie-indstillinger