Troldtekt udvider produktionen i Vestjylland
Stor efterspørgsel på hjemmemarkedet og langsigtede satsninger
på nære eksportmarkeder er baggrunden for Troldtekts massive
investeringer i produktionsanlægget i den vestjyske by Troldhede,
hvor al produktion er foregået siden 1935. Optimeringen er allerede
sat i gang.
– Det kommer til at medvirke til, at vi kan imødekomme den store
efterspørgsel, som vi oplever på det danske marked, og det ruster
os til at kunne øge eksporten. Allerede i løbet af sommeren 2015
vil første del af den udvidede kapacitet være i funktion,
forudsiger Peer Leth, administrerende direktør i Troldtekt.
De nye produktionsfaciliteter omfatter blandt andet en ny
tørreovn. Den vil reducere energiforbruget i produktionen og dermed
virksomhedens CO2-aftryk i tråd med Troldtekts Cradle to
Cradle-strategi, som udstikker, hvordan Troldtekt skal gennemføre
en række bæredygtige og værdiskabende initiativer frem mod
2022.
Nordtysk vækst i vente
Udvidelsen af produktionsfaciliteterne i Vestjylland skal dog ikke
kun imødekomme efterspørgslen på det danske marked. Generel vækst
og udsigt til stor vækst i skolebyggeriet i det nordtyske område er
medvirkende til, at Troldtekt satser så massivt på
kapacitetsforøgelse. Hamburg er i færd med at styrke sin rolle som
vækstmotor for fremtidens Tyskland, hvilket smitter positivt af på
byggeriet i den tyske millionby. En udsigt, der nu har fået
Troldtekt A/S til at stifte selskabet Troldtekt Deutschland GmbH
med kontor i Hamburg.
– Man kan sige, at vi følger de danske arkitekter ud i verden,
for vi er bestemt ikke de eneste, der har opdaget, at der er nogle
rigtig spændende projekter i gang i det nordtyske område. Hvis vi
på længere sigt skal spille den samme rolle, som vi gør i Danmark,
kræver det, at vi handler på tyske betingelser med deres normer og
standarder. Derfor supplerer vi nu med et tysk selskab, forklarer
Peer Leth.
Et langsigtet træk
Troldtekt Deutschland GmbH fungerer foreløbig som et
rådgivningskontor med tre medarbejdere. De skal øge kendskabet til
Troldtekts akustikløsninger, så der kan høstes frugt af
investeringen næste år og i årene derefter.
– Åbningen i Tyskland er en langsigtet investering i at styrke
eksporten til det nordtyske marked. Vi forventer ikke, at den
sætter spor i vores samlede omsætning før 2016. Vi har en opgave
foran os, hvor vi skal have fortalt de tyske bygherrer og
arkitekter om fordelene ved at vælge Troldtekt, og hvordan vores
akustikløsninger kan forbedre indeklimaet i de nye skolebyggerier,
siger Peer Leth.
Fakta om Troldtekt A/S:
• Troldtekt A/S er førende udvikler og producent af
akustikløsninger til lofter og vægge.
• Siden 1935 har naturmaterialerne træ og cement været råstofferne
i produktionen, som foregår i Danmark under moderne,
miljøskånsomme forhold.
• Troldtekts forretningsstrategi er tilrettelagt med
designkonceptet Cradle to Cradle som det centrale element for at
sikre miljømæssige gevinster frem mod 2022.
• I 2014 modtog Troldtekt årets CSR Strategy Prize for sit fokus
på og arbejde med bæredygtighed.






