Kemikalier i fødevareemballage kan være hormonforstyrrende

Dette billede illustrere Kemikalier i fødevareemballage kan være hormonforstyrrende

Emballage til fødevarer udgør en kilde til kemikalieforurening
af fødevarer, og herved kan mennesker blive udsat for kemikalierne.
Bisphenol A, bliver anvendt i emballage som dåser og plastflasker,
og fluorstoffer bliver anvendt til at overfladebehandle papir- og
papemballager.

Det hormonforstyrrende potentiale er kendt for bisphenol A, og
forsøgsdyr der udsættes for stoffet i lave niveauer i
fostertilværelsen, har udvist adfærdsændringer og ændringer i
brystvævets udvikling. Fluorstofferne er svært nedbrydelige i
mennesker såvel som i miljøet og er blandt andet forbundet med
skadelige effekter på immunsystemet i mennesker.

Leverandører af kemipumper

Data om stoffernes effekter mangler

Da bisphenol A er forbudt til nogle anvendelser i EU, kan
stoffet i stigende grad blive erstattet med strukturelt lignende
stoffer, såkaldte bisphenol A analoger. Data mangler dog om de
analoge stoffers potentielt skadelige effekter. Ligeledes er nye
alternativer til fluorstoffer introduceret på markedet, og for dem
findes heller ikke toksikologiske data, det vil sige data om deres
potentielt skadelige effekter.

Manglen på data er en udfordring i forbindelse med at sikre
fødevaresikkerhed og ultimativt menneskers sundhed. Anna Kjerstine
Rosenmai har i sit ph.d.-projekt i DTU Fødevareinstituttet
undersøgt, om fem bisphenol A analoger, har potentiale for
effekter, der minder om bisphenol A, og om 19 fluorerede stoffer
har hormonforstyrrende potentiale.

Potentielle erstatningsstoffer er ikke et
alternativ

Undersøgelsen af de fem bisphenol A analoger bisphenol B, E, F,
S og 4-cumylphenol har vist, at de generelt har potentiale til at
virke hormonforstyrrende i cellebaserede forsøg på linje med de
effekter, som bisphenol A har. Det tyder derfor på, at bisphenol A
analoger ikke er et bedre alternativ til bisphenol A.

Undersøgelsen af de 19 fluorstoffer viste også
hormonforstyrrende effekter, dog med forskelligartede og i nogle
tilfælde mindre markante effekter. Nogle af fluorstofferne viste
østrogene effekter, mens andre viste antiandrogene effekter ved at
nedsætte dannelse af det mandlige kønshormon testosteron.

“Mine undersøgelser har vist, at man skal være tilbageholdende
med at erstatte kendte problematiske stoffer med stoffer, hvor
toksikologiske data mangler eller ikke er fyldestgørende. Nu ved
vi, at bisphenol A analogerne og fluorstofferne har potentiale for
at være sundhedsskadelige i mennesker”, siger ph.d. Anna Kjerstine
Rosenmai.

Teststrategi identificerer kemiske stoffer i
fødevareemballage

I projektet er en teststrategi desuden udviklet til at
identificere problematiske stoffer i fødevareemballager af pap og
papir. Strategien består af en trin-for-trin-procedure, hvor der
både bliver anvendt analytisk kemiske redskaber og cellebaserede
forsøg.

Ved hjælp af strategien er det lykkes at identificere fem
kemiske stoffer, som har hormonforstyrrende potentiale i to
emballager: en pizzabakke og sandwichpapir. De identificerede
stoffer var blandt andet bisphenol A og nogle phthalater, som har
kendte hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg. Yderligere blev et
par helt nye potentielt problematiske kemikalier identificeret.

“Mange typer emballager bruges, som formentlig indeholder
potentielt skadelige kemikalier, som vi bare ikke ved noget om
endnu. Med projektet har vi opnået ny viden om kemikalier i
fødevareemballage og udviklet en teststrategi, der kan anvendes ved
vurdering af nye papir- og papemballager”, fortæller Anna Kjerstine
Rosenmai

LÆS også: Danske Vestergaard Group står stærkere i Norge
Kemikalier i fødevareemballage kan være hormonforstyrrende's Firmaprofil
Cookie-indstillinger