Hvor er det skoen trykker for revisorerne?

Dette billede illustrere Hvor er det skoen trykker for revisorerne?

Den anden dag var FSR Danske Revisorer i byen med endnu et af
deres mange budskaber om problemer med regnskab. De havde fået
lavet en undersøgelse af Experian, der konkluderede at halvdelen af
alle små danske selskaber ligger i kreditrisikogruppen “høj” eller
“meget høj”.

Jeg synes, det vil være på sin plads at komme med den kommentar,
at selvom risikoen er større hos de små virksomheder, så vil tabets
størrelse alt andet lige også være mindre i den lille virksomhed.
En større sandsynlighed for et tab må blive opvejet af beløbets
størrelse.   

FSR’s budskab tegner i øvrigt et billede af mindre virksomheder,
som peger noget imod andre nyere undersøgelser. Eksempelvis har
revisionsvirksomheden BDO netop gennemgået 20.000 årsregnskaber og
foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt de mindre virksomheder.
Her var konklusionen, at de mindre virksomheder har øget deres
indtjening med 13 procent det sidste år, og at det er lykkedes at
trimme virksomhederne og holde lønomkostningerne i ro. Det tegner
et lidt andet billede.
 
FSR Danske Revisorer hævder, at det netop er antallet af
oplysninger i regnskabet, der kan forårsage de negative
kreditvurderinger. Der er sikkert mange, der ikke ved, at der netop
er blevet lavet om på revisionspligten, så de mindre virksomheder
ikke behøver at få lavet et lige så omfattende regnskab som
tidligere. Dermed bliver regningen til revisoren også betydelig
mindre. Det er uden tvivl noget, der kan mærkes.

Efterfølgende har der været en strøm af artikler med
revisorernes brancheorganisation FSR som kilde, der fortæller, hvor
galt det står til med de mindre virksomheders regnskaber,
kreditværdighed og økonomi. Om det er et rent tilfælde, kan jeg
selvfølgelig ikke afgøre. Men det er svært at se, at det står så
galt til, som revisorernes brancheforening gerne giver indtryk
af.

Cookie-indstillinger