Installationsbranchen ansætter igen
TEKNIQ offentliggør i dag den
omfattende, årlige Arbejdsmarkedsundersøgelse.
Undersøgelsens hovedresultater:
• Antallet af beskæftigede i installationsbranchen steg med 4
procent fra april 2014 til 2015.
• 10 procent af virksomhederne har forgæves forsøgt at rekruttere
arbejdskraft i april måned 2015 – til sammenligning var det i april
måned 2007 49 procent.
• 26 procent af virksomhederne ansatte i april måned nye
medarbejdere – sidste år var det 20 procent af virksomhederne, som
ansatte i april.
• 36 procent af virksomhederne forventer at ansætte flere
medarbejdere i år. 5 procent af virksomhederne forventer et fald i
antallet af medarbejdere.
• Flertallet af virksomheder (55 procent) oplever, at
rekrutteringsudfordringen er uændret i forhold til sidste år.
• Ses to år frem, forventer 54 procent af virksomhederne, at det
bliver vanskeligere at rekruttere end det er i dag. Men næsten lige
så mange (44 procent) forventer uændrede
rekrutteringsmuligheder.
– Branchen er igen begyndt at ansætte nye medarbejdere, fordi
der er større aktivitet og fordi der også forventes en stigende
aktivitet i de kommende år. Selvom fremgangen har været beskeden,
ansætter virksomhederne igen flere faglærte medarbejdere, siger
underdirektør Tina Voldby, fra erhvervsorganisationen TEKNIQ, som
repræsenterer landets installationsvirksomheder.
– Medlemsundersøgelsen fra TEKNIQ viser, at Danmark har brug
for, at de tekniske uddannelser tilføres et vitamintilskud i form
af fokus og ressourcer. Ser vi nogle år frem, mangler Danmark
elektrikere, vvs’ere og installatører til at løse væsentlige
samfundsopgaver, bl.a. hele den grønne omstilling væk fra fossile
brændstoffer. Der er som aldrig før brug for, at flere unge i dag
vælger en teknisk erhvervsuddannelse, siger Tina Voldby.
– I branchen har vi desuden en opgave med målrettet at hive
elektrikere og vvs’ere, som i nedgangsperioden har forladt
branchen, hjem igen – der bliver nemlig brug for dem. Men selv hvis
vi ikke gør noget, så vil der dog gå en del år, før
installationsbranchen kan stå i en situation, hvor mangel på
arbejdskraft begrænser de samlede aktiviteter. Branchen har stadig
2.250 færre beskæftigede nu end i årene før krisen, siger Tina
Voldby.
– Vores undersøgelse viser, at medlemmerne gennem det sidste år
har oplevet, at der går lidt længere tid, før den rette nye
medarbejder er ansat. Få steder i landet har der også været
vanskeligheder med at finde den fornødne arbejdskraft – særligt i
de store byer og i forbindelse med de store infrastrukturprojekter.
Den generelle situation er dog langt fra et problem, siger Tina
Voldby






