Plastindustrien – Folkeskoleelever i Slagelse finder nye ideer til genbrug af plastik

Dette billede illustrere Plastindustrien – Folkeskoleelever i Slagelse finder nye ideer til genbrug af plastik

Hvordan kan du genbruge og udnytte værdien fra plastikken i din
hverdag på en anderledes måde til gavn for vores samfund? Sådan
lyder den faglige udfordring, som to 9. klasser på Antvorskov Skole
har arbejdet med i en projektuge, der slutter i dag.
Udfordringen var stillet af Plastindustrien, der er
brancheforening for de danske plastvirksomheder, i samarbejde med
Holbæk Forsyning og den grønne tænketank CONCITO’s Klimaambassade.
Plastindustrien og Klimaambassaden har hjulpet eleverne med at
udvikle deres ideer og løbende sparret med dem omkring, hvordan
projekterne kan blive endnu skarpere. Miljøkonsulent i
Plastindustrien Jakob Clemen siger:
– I Plastindustrien er vi meget optagede af, at vi både som
samfund og som industri bliver bedre til at genbruge og udnytte
ressourcerne i plasten. Derfor arbejder vi aktivt for at sikre, at
politikerne er ambitiøse på området og for at finde på nye måder at
genbruge plastaffald til nye produkter. Her har det været rigtig
spændende at arbejde sammen med nogle virkelig dygtige og
motiverede elever. De kan med udgangspunkt i deres hverdag komme
med nogle helt konkrete inputs til, hvordan vi kan gøre.

Projektleder i CONCITO’s Klimaambassade, Synnøve
Kjærland, siger:

– I CONCITO ser vi det som helt afgørende for vores samfunds
fremtid, at børn og unge bliver klædt på med aktuel viden om
klimaforandringerne, og at vi involverer dem i at udtænke nye
grønne løsninger. Det er vigtigt, at eleverne kan give sig i kast
med konkrete og virkelige udfordringer, og at deres løsningsforslag
efterfølgende kommer i spil i den virkelige verden. Derfor er vi
utrolig glade for, at være en del af projektet sammen med
Plastindustrien og de skarpe og kreative 9. klasses elever fra
Antvorskov skole.

Elever glade for en virkelig udfordring
Eleverne har bl.a. arbejdet med pantordninger på poser og
emballage, bioplast og med hvordan det kan lade sig gøre at
genbruge den plast, som halmballer bliver pakket ind i. Og også fra
elevernes side har der været stor begejstring for samarbejdet og
projektugen:
– Det, at vores udfordring er stillet af Plastindustrien og de
virksomheder, der arbejder med det her hver dag, gør, at det bliver
mere virkeligt, end hvis det bare var noget vores lærere havde
fundet på. Samtidig har vi fået nogle gode inputs fra
Plastindustrien til vores arbejde undervejs, siger Madina Safdary,
der er en af de elever, der har arbejdet med problemstillingen.

Antvorskov Skole satser på samarbejde med virksomheder
og omverden

På Antvorskov Skole er det en helt bevidst strategi at søge
samarbejdet med repræsentanter fra den virkelige verden uden for
skolen. Søren Dalby Andersen er specialkonsulent og daglig leder af
skolens LearningTechLab. Han siger om projektugen:

– Det betyder helt utrolig meget for eleverne, når vi gennem
samarbejdet med verden omkring os kan give dem en helt reel og
virkelig problemstilling. Det gør undervisningen både aktuel og
relevant for eleverne, og de får samtidig gjort sig nogle konkrete
erfaringer, hvor deres faglighed sættes i spil.

Alle grupperne har udarbejdet en hjemmeside, hvor de præsenterer
deres idé. Projektugen slutter i dag med fremlæggelser, hvor både
Plastindustrien og CONCITO’s Klimaambassade er med til at give
eleverne endelig feedback på deres projekt

LÆS også: Atlas Copcos hydrauliske Power Pack LP9-20 er opdateret med nye funktioner og et endnu mere brugervenligt design
Plastindustrien – Folkeskoleelever i Slagelse finder nye ideer til genbrug af plastik's Firmaprofil
Cookie-indstillinger