Det er svært at vide, om man skal grine eller græde, når man
følger med i debatten om erhvervsskolerne. Der er ikke nogen, der
er i tvivl om, at vi står overfor en kolossal udfordring. Vi kommer
til at mangle 30.000 faglærte om bare fem år. Mange virksomheder
har mangel på faglært arbejdskraft og må som konsekvens lade ordrer
gå til udlandet. Det kan vi ikke være tjent med, vil de fleste
politikere kunne blive enige om – uanset partifarve.
Derfor går man i gang med en storstilet erhvervsskolereform og
sender politiske signaler om, at man virkelig vil erhvervsskolerne.
Men her stopper det også. For det bliver lidt ved snakken, nogle
skåltaler og bevingede ord. Når det kommer til reel handling, går
man i en anden retning. Ganske vist frem og tilbage, så det ser ud
som om, at der sker noget. Men ser man det over et længere
perspektiv, går man to skridt tilbage, hver gang man tager et
skridt frem.
Erhvervsskolerne var blevet stillet nyt udstyr i udsigt, da det
var blevet tydeligt for alle, at man ikke kunne uddanne fremtidens
håndværkere på fortidens materiel. De penge skulle de så ikke have
alligevel – og så skulle de have dem igen. Nu får de 150 mio. kr.
til nyt udstyr, som ikke er en herregård fordelt på alle landets
skoler. Men som er nok til at gøre en forskel. Det har vi i
Arbejdsgiverne rost vidt og bredt. Det er et skridt frem.
Senere skulle erhvervsskolerne skære to procent som landets
andre uddannelsesinstitutioner. Det skulle de så ikke alligevel, og
nu skal de igen. Det drejer sig om 130 mio. kr. i 2016. 258 mio.
kr. i 2017. 384 mio. kr. i 2018 og 507 mio. kr. i 2019. Det
overstiger langt de 150 mio. kr. til nyt udstyr. Det er to skridt
tilbage.
Samtidig har man indført et karakterkrav i dansk og matematik.
Det er vi glade for i Arbejdsgiverne. Vi havde dog helst set, at
man havde fået samme karakterkrav til erhvervsskolerne som til
gymnasierne – men det kunne gå. Det er vigtigt at sende et signal
om, at en erhvervsskole også stiller krav. Slendrianer har vi ikke
mere brug for på erhvervsskolerne, end de har andre steder.
Det er dog en konsekvens af karakterkravet, at erhvervsskolerne
får færre elever og dermed færre penge, som systemet er nu. Det er
man nødt til at regne med. Spørgsmålet er nu, hvordan man har
forestillet sig, at man skal få flere faglærte og højne prestigen
og tage målsætningerne i erhvervsskolereformen alvorligt, når man
samtidig sparer bukserne af erhvervsskolerne – alt hvad man
overhovedet kan. Det ville jeg gerne høre de ansvarlige politikere
svare på. Skal vi løse manglen på faglært arbejdskraft, er der brug
for at arbejde langt mere målrettet.
