3.000 Energivejledere skal på den digitale skolebænk

Dette billede illustrere 3.000 Energivejledere skal på den digitale skolebænk

BR15 afløser BR10, nye energiløsninger kommer til, og
tilskudsordningerne ændrer sig. Dette er blot nogle få af de
ændringer, som er sket indenfor energirenovering, siden
Energivejlederuddannelsen blev etableret i 2009. Markedet er i
konstant udvikling, og derfor iværksætter Energivejlederordningen
nu en ny digitalt baseret opdatering af kompetencer med indbygget
test, kaldet Obligatorisk Opkvalificering Online. Den sikrer, at
Energivejlederne opretholder et højt niveau og videreudvikler de
kompetencer, de har erhvervet gennem Energivejlederuddannelsen. I
alt har ca. 3.000 byggefagfolk taget uddannelsen.

“Det er altafgørende, at vi i Danmark har udførende håndværkere
og installatører, der kan løfte opgaven med at opnå
energibesparelser i bygninger. Det kan Energivejlederne, men som i
alle andre fag gælder det om at holde sig opdateret. Styrkede
kompetencer gennem opkvalificering betyder, at de bliver ved med at
stå stærkt på markedet for energirenovering,” siger Torben R.
Hansen, sekretariatsleder for Energivejlederordningen.

Det gælder om at vide og udføre
Fra årsskiftet starter opkvalificeringsprogrammet, der bl.a. kommer
rundt om bygningsreglementets særlige regler om energirenovering,
den nyeste viden om varme, ventilation og belysning samt de seneste
metoder til efterisolering og udskiftning af vinduer og døre.

Dansk Byggeri ser med tilfredshed på opkvalificeringstiltaget.
Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, vurderer, at mange
Energivejledere vil tage imod tilbuddet:

“En meget stor andel af danskernes huse trænger til at få højnet
deres energistandard, samtidig med at der løbende udvikles nye
løsninger og ny lovgivning. Derfor er det centralt for
Energivejlederne altid at kunne tilbyde opdateret viden om de mest
rentable og komfortskabende energiforbedringer for den enkelte
boligtype – og ikke mindst kunne udføre dem efter bogen. Den
Obligatoriske Opkvalificering Online er en effektiv måde at
opdatere viden på.”

Opkvalificeringen gælder alle Energivejledere, uanset hvornår de
har taget uddannelsen, og uanset om de er tilsluttet ordningen
eller ej. Den foregår online og består af seks lektioner og en
selvtest.

Tjekmærke viser gennemført
opkvalificering

På hjemmesiden Energivejlederen.dk vil boligejeren kunne se, hvilke
Energivejledere, der har opkvalificeret sig via et tjekmærke i
listevisningen. Opkvalificeringen er obligatorisk i den forstand,
at den er en forudsætning for at få tjekmærket og er gratis for
Energivejledere, når de er tilknyttet et firma, der er medlem af
Energivejlederordningen. Det forventes, at de første tjekmærker
kommer på hjemmesiden i starten af 2016.

Cookie-indstillinger