Vink Plast indgår samarbejde med banebrydende 3D printproducent

Med den nye aftale understreger Vink igen sin strategi om at
tilbyde kunderne plastbaserede fremtidsorienterede løsninger. For
nogle måneder siden indgik Vink Plast samarbejde med danske
Blueprinter om distribution af deres unikke 3D-printer og med den
nye aftale med Mark Forged, som har udviklet Mark One™, præsenterer
Vink Plast en verdensnyhed i Danmark.

Helt ny printteknologi
I Mark One™ er der tale om en helt ny 3D printteknologi, der kan
konkurrere med CNC bearbejdede aluminium emner, hvad angår styrke
og stivhed. “Vi kan dermed nu levere printere til både
modeller/prototyper og funktionelle tekniske emner, hvor styrke,
kompleksitet og ikke mindst rentabilitet i små seriestørrelser er
af afgørende konkurrencemæssig betydning,” siger Business
Development Manager Jan Busk fra Vink Plast.

Verdensnyhed i Danmark
Mark One™ er verdens første 3D printer, der kan printe
kompositmaterialer og dele af teknologien er p.t. under
patentbehandling.
Det er amerikanske Mark Forged som har udviklet og producerer Mark
One™. Printeren er enestående, da den kan printe emner i
kompositmaterialer, som er nylon forstærket med enten carbon fibre,
glas fibre eller Kevlar®.

Mark One™ har to printhoveder – et til nylon og et til fibre, og
skifter aktivt mellem de to hoveder. Den fantastiske styrke i
carbon-fibre er skabt af de lange kontinuerlige fibre, som fordeler
styrken i hele emnet. Sammen med den lave vægt er det også årsagen
til, at bl.a. satellitter, raketter, fly og Formel 1 biler er
konstrueret med adskillige dele fremstillet i kompositmaterialer
forstærket med lange carbon fibre.

Klar til markedets efterspørgsel
“Én af vores helt overordnede målsætninger i Vink Plast er at
hjælpe vores kunder med at gøre vejen fra idé til et færdigt nyt
produkt så kort som mulig. Vi har nu mulighed for at komme nærmere
dette mål gennem salg af to unikke 3D print teknologier. Printerne
gør fremstilling af modeller, prototyper og funktionelle emner i
små serier mulig og yderst rentabel,” siger Jan Busk. “Vi ser nu
frem til at demonstrere mulighederne med både Mark One™ og
Blueprinter for vores kunder. Interessen for 3D print er enorm, og
vi er klar til at honorere markedets efterspørgsel.”

Cookie-indstillinger