Dantra A/S køber U.L.R. Transport

Dette billede illustrere Dantra A/S køber U.L.R. Transport

Dantra A/S, som er blandt Nordens største udbydere af
tanklogistik, ekspanderer øst for Storebælt. Virksomheden kan nu
offentliggøre købet af U.L.R. Transport, der med base i Snertinge
tilbyder tanktransport af blandt andet kemikalier. Samtidig er
indgået en kontrakt med Statoil, der med virkning fra 1. juli
sikrer Dantra al brændstofkørsel til kædens sjællandske
stationer.

Får domicil i Køge
Udgangspunktet for Dantras aktiviteter i Østdanmark bliver helt nye
kontor-, værksteds- og chaufførfaciliteter ved Skandinavisk
Transport Center i Køge.

– Vi ønsker at udvide og styrke vores platform på Sjælland, og
med købet af U.L.R. Transport samt de nye faciliteter i Køge får vi
et stærkt fundament for ekspansionen. U.L.R. Transport er en
mangeårig kollega, og ligesom Dantra er U.L.R. en velkendt
virksomhed med stor erfaring. Ikke mindst derfor er vi et godt
match, siger Kenneth Jensen, der er administrerende direktør for
Dantra A/S.

Stigende krav fører til konsolidering
Uffe Lønborg Rasmussen, der grundlagte U.L.R. Transport i 1984,
lægger ikke skjul på, at dagens store krav til
transportvirksomheder har fremskyndet hans planer om et
generationsskifte.

– Både love, regler og kunder stiller større krav til
transportfirmaer, ikke mindst inden for et nicheområde som vores.
Det er klart, at behovene for godkendelser, certificeringer og
kvalitetsstyring bidrager til konsolidering i branchen, og derfor
var tiden moden til et generationsskifte, vurderer vognmanden.

Grundlægger og medarbejdere bliver
Alle medarbejdere i U.L.R. Transport fortsætter hos Dantra, og Uffe
Rasmussen selv får en rolle som driftsleder på Sjælland. Med salget
til Dantra lægger han vægt på at sikre ordentlige forhold for både
medarbejdere og kunder.

– Det har været væsentligt for mig, at medarbejderne beholder
deres jobs, og at kunderne fortsat får en god service og kvalitet.
Vores forretning bliver et led i Dantras fortsatte ekspansion, og
købet giver kunderne nye muligheder. Dantra er en veletableret
virksomhed, som tilbyder en meget bred vifte af serviceydelser,
fastslår Uffe Rasmussen

Cookie-indstillinger