El-branchens kalkulationssystem klar til den nye overenskomst

Dette billede illustrere El-branchens kalkulationssystem klar til den nye overenskomst

Med den nye version af Kalkia får el-installatører, bygherrer, ingeniører og andre, der beregner el-opgaver et fuldstændig opdateret og kompatibelt program. Det rummer de mange ændringer i den nye overenskomst mellem installatørernes organisation Tekniq og Dansk El-forbund.

En af de væsentligste ændringer er, at den hidtidige landspriskurant bliver erstattet af konkrete tidsstudier for de mange forskellige el-opgaver. Det nye prisgrundlag for el-branchen kaldes El-Branchens Akkordsystem (EBA), og ændringen er indført for at skabe en mere retfærdig beregning af tidsforbruget.
Ifølge Tekniq er det nye system en mindre revolution i branchen, da den hidtidige landspriskurant bygger på næsten 100 år gamle traditioner uden væsentlige ændringer. Dermed er priserne ikke blevet justeret i forhold til den teknologiske udvikling, og nogle el-opgaver har således givet en for høj akkordindtjening, mens andre har givet en for lav akkord.

Større gennemsigtighed
”Med den nye version af Kalkia får el-branchen en moderne og tidssvarende kalkulation af el-opgaver. Desuden er Kalkia fuldt ud kompatibel med svendenes eget kalkulationssystem, der beregner svendenes akkordsum,” siger direktør Claus Thomsen, PM El-beregning, der har udviklet og forhandler Kalkia.
Han tilføjer, at den nye tidsberegning giver større gennemsigtighed, da bygherrer, rådgivere og installatører præcist kan afsætte den nødvendige tid til opgaverne.

”Det betyder øget effektivitet, færre forsinkelser og mere nøjagtige priser på opgaverne,” siger Claus Thomsen.
Det blev muligt at benytte den nye tidsmodel EBA fra årsskiftet. Frem til d. 1. juli har installatører og andre, der beregner el-opgaver, kunnet vælge mellem EBA og landspriskuranten. Herefter må kun den nye EBA-model benyttes.

Kalkia er det mest udbredte kalkulationssystem i el-branchen, og foruden den nye tidsmodel rummer systemet også aktuelle priser på samtlige dele og enheder til installationsopgaver. Dermed er det muligt at beregne samlede priser på el-entrepriser i alle størrelser.

Yderligere oplysninger:
Claus Thomsen, direktør PM El-beregning, tlf. 36 36 03 10

Cookie-indstillinger