173 udstillere er klar til Automatik

Dette billede illustrere 173 udstillere er klar til Automatik

Der bliver fuldt hus, når Automatik-messen åbner i Brøndby Hallen 13.-15. september.

Arrangørerne har netop solgt den sidste stand, og dermed er 173 udstillere klar til tre dage med fokus på blandt andet 3D-print, Internet of Things, Industri 4.0 og robotteknologi.

– Omkring 90-95 procent af branchen er repræsenteret på Automatik-messen, og det er vi som brancheforening naturligvis stolte af. Der er en høj andel af gengangere hos udstillerne, og det ser vi som et godt tegn på, at vi har fat i noget af det rigtige. Det gode ved Automatik er jo netop, at det er en ekstremt fokuseret messe, og det giver høj kvalitet for både udstillere og besøgende, siger Jørgen Stenberg, medlem af styregruppen bag Automatik, repræsentant for brancheforeningen VELTEK og administrerende direktør for teknik-leverandøren H.F. Følsgaard.

Automatiseringsprisen uddeles

Automatik-messen åbnes den 13. september af formanden for Ingeniørforeningen IDA, Thomas Damkjær Petersen, og herefter uddeles DIRA Automatiseringsprisen 2016. De nominerede til den prestigefyldte pris er Welltec A/S, Haarslev Industries A/S og Carlsberg A/S. De har alle haft besøg af en fagjury i løbet af foråret, som har skulle bedømme, hvilken virksomhed der er bedst til at bruge robotter på den mest innovative måde.

Efter prisuddelingen deltager de nominerede i konferencen “Danmarks bedste robot- og automationsløsninger”, hvor besøgende kan blive klogere på, hvorfor det er vigtigt, at den danske fremstillingsindustri automatiserer, og hvordan den danske arbejdsstyrke bliver gearet til et højteknologisk arbejdsmarked.

Spændende konferenceprogram

I løbet af Automatik-messens tre dage afholdes en række konferencer under temaerne “Fremtidens industrirobotter”, “Fremtidens digitale produktion”, “Maskinsikkerhed” og “Fremtidens fremstilling”. Allerede nu har flere end 300 tilmeldt sig konferencerne.

– Konferenceprogrammet er af høj, faglig kvalitet og en vigtig del af Automatik-messen, og derfor er vi naturligvis glade for, at så mange allerede har forhåndstilmeldt sig konferencerne, siger Mona Jakobsen, projektchef i MCH Messecenter Herning, der står bag Automatik-messen.

Fakta
Automatik 2016 arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med BITVA – Brancheforeningen for Industriel Teknik, Værktøj og Automation, DIRA – Dansk Robot Netværk og VELTEK, Foreningen af Fabrikanter, Grossister og Importører i El-branchen.

LÆS også: Neotherm – Fleksibel strålevarme til fysik og madkundskab
173 udstillere er klar til Automatik's Firmaprofil
Cookie-indstillinger