FoodTech – Verdenskongres om hygiejnisk fødevareproduktion i Herning
Den femte udgave af EHEDG-verdenskongressen inden for hygiejnisk design og fødevareproduktion finder sted i MCH Messecenter Herning den 2.-3. november 2016. Kongressen samler producenter inden for fødevarer, medicin og kosmetik til to dage med fokus på at levere praktisk knowhow til forbedring af produktsikkerhed, proceseffektivitet og produktionseffektivt inden for hygiejnisk teknik og design.
EHEDG-verdenskongressen arrangeres i et samarbejde med EHEDG Danmark, EHEDG International og MCH Messecenter Herning. Kongressen afholdes sideløbende med FoodTech, Nordeuropas største fagmesse for fødevareteknologi.
– Ved at indgå samarbejde med MCH Messecenter Herning og FoodTech giver vi deltagerne til EHEDG-verdenskongressen mulighed for at deltage i adskillige værdiskabende netværksaktiviteter og events, siger Ludvig Josefsberg, President for EHEDG og suppleres af John Jensen, projektleder på FoodTech:
– Det er en ren win-win situation at placere de to arrangementer samtidigt. De deltagende på EHEDG får lejlighed til at besøge FoodTech, mens de besøgende på messen får en unik mulighed for at hente nyttig viden om hygiejnisk fødevareproduktion. Derfor er vi naturligvis glade og stolte over, at EHEDG har valgt at placere deres kongres sammen med FoodTech.
Fokus på fødevaresikkerhed
EHEDG er et internationalt anerkendte konsortium af udstyrsproducenter, levnedsmiddelindustrien, forskningsinstitutter og offentlige sundhedsmyndigheder, der giver vejledning i de hygiejniske teknik- og designaspekter til fremstilling af sikre og sunde fødevarer, og det vil således være en bred vifte af internationale eksperter, der samles i Herning for at dele ud af deres viden inden for hygiejnisk fødevareproduktion.
To af kongressens hovedtalere bliver Peter Overbosch, der tidligere har arbejdet for Metro AG i Holland, som vil tale om forbedringer af fødevaresikkerhed, samt Laurence Blayo fra Nestlé Schweiz, som vil fortælle om hygiejniske designkrav i forsyningskæden – fra fødevareproducenter til leverandører af udstyr.
– Når forarbejdning og emballering af fødevarer ikke er designet eller udviklet ud fra hygiejniske principper, så bliver risikoen for kontaminering øget betydeligt, siger EHEDG President, Ludvig Josefsberg og tilføjer:
– EHEDG-verdenskongressen giver deltagerne muligheden for at få adgang til og udnytte EHEDG’s knowhow inden for hygiejnisk design og forebyggende kontrolstrategier for at minimere disse risici, men vi viser også den nyeste udvikling inden for hygiejnisk design, der vil hjælpe med at reducere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.
EHEDG-verdenskongressen finder sted den 2.-3. november 2016 i MCH Messecenter Herning.
Fakta:
European Hygienic Engineering & Design Group, EHEDG, er en organisation af udstyrsproducenter, levnedsmiddelindustrien, forskningsinstitutter og offentlige sundhedsmyndigheder, der har som formål at fremme hygiejne i forbindelse med forarbejdning og emballering af levnedsmidler. EHEDG-verdenskongressen afholdes hvert andet år på skiftende lokationer.






