Outline Vinduer lancerer nyt energivindue med U-værdi på kun 0,80

Det nye vindue kan præstere en U-værdi på kun 0,80 og placerer herved vinduet blandt de bedste på markedet. Produktet hedder Træ/Alu Energy.
 
Outline Vinduer lancerer nu Træ/Alu Energy med en reduceret U-værdi fra 0,89 til 0,80 og samtidig en hævet Eref-værdi til +4,7. Vinduet bliver blandt de bedste på markedet og skal sørge for, at vinduesvirksomheden i endnu højere grad kan være med indenfor alle typer af byggerier, herunder både renovering og nybyg samt forskellige energioptimeringsprojekter. 
 
– Vores forbedrede Træ/Alu Energy-løsning er udviklet, så vi har en produktpalette, der står endnu skarpere end før. Vinduesserien skal være med til i større omfang at bane vejen for opgaver, der sætter fokus på energioptimering og energirenovering, som produktet egner sig særligt til. Og selvom en U-værdi på 0,80 kan lyde meget lav, så er det efterhånden blevet markedsnormen i lavenergibyggeri, og det skal vi selvfølgelig imødekomme, forklarer salgschef i Outline, Claus Petersen Koch.
 
I tæt samarbejde med virksomhedens glasleverandør er det lykkedes at lave en termorude med en ny og bedre afstandsprofil. Således matcher energivinduet branchens konstant skærpede krav til isoleringsevnen.
 
– Vi er i en branche, hvor markedets standarder hele tiden flytter sig, og hvor lavere og lavere U-værdi efterspørges. Og kan man ikke følge med udviklingen, bliver man helt automatisk valgt fra. Derfor er det også nødvendigt at introducere et produkt som dette, så vi kan forblive blandt de førende på markedet, siger Claus Petersen Koch.
 
Outlines Træ/Alu Energy serie, der er med energimærke A, tilbydes i fuldt produktionssortiment med fast karm, udadgående og indadgående vinduer, udadgående og indadgående facade- og terrassedøre samt foldedøre og hæveskydedøre.

Cookie-indstillinger