Den røde brevkasse vender tilbage: Men ikke som du kender den
Jette Brandstrup, retailchef hos dao, og Finn Mikkelsen, projektchef hos Renz A/S, på besøg hos Shell i Vejle.
dao og Renz A/S præsenterer nu den nye røde brevkasse, der allerede står ude i mange daoSHOPs rundt om i landet, så du kan sende din post trygt og sikkert. Men selvom farven er rød, er den ikke helt, som du kender den.
Første gang den røde brevkasse så dagens lys var tilbage i 1860 – inden da var brevkassen nemlig grøn – og siden dengang har den været et symbol på vores fælles posthistorie. Derfor var det også et sørgmodigt farvel, da de røde brevkasser i løbet af 2025 blev fjernet fra landets gader og stræder.
Men nu vender den røde brevkasse tilbage i en ny elegant udgave, der er skabt i et tæt samarbejde mellem dao og Renz A/S. I starten af året overtog dao alle brevforsendelser i Danmark, og for både dao og Renz A/S har det været vigtigt at give danskerne muligheden for nemt og hurtigt at kunne sende breve ligesom før. For ifølge begge virksomheder lever danskernes ønske om at sende breve i bedste velgående.
Og resultatet af et fantastisk samarbejde kan nu ses ude i de mange daoSHOPs. For brevkassen pryder allerede i butikkerne flere steder. Ifølge Jette Brandstrup, der er retailchef hos dao, og som har ansvaret for alle daoSHOPs i Danmark, er brevkassen blevet virkelig god:
“Jeg er virkelig stolt af vores brevkasse og synes, at den [brevkassen] er blevet enormt flot. Hele processen har været så god, og vi har gennemtænkt det hele ned til mindste detalje”, fortæller hun.
Gamle traditioner, nyt udtryk
Og brevkassen er virkelig tænkt godt igennem. For en brevkasse er ikke bare en brevkasse. Det forklarer projektchef hos Renz A/S, Finn Mikkelsen, der har mere end 10 års erfaring i at skabe distributionsløsninger. En erfaring, han i den grad har kunnet bruge i samarbejdet med dao:
“Vi har haft nogle rigtig gode samtaler om, hvad dao godt kunne tænke sig, og så har vi arbejdet ud fra det. For der er flere elementer, som har været vigtige at få med i udarbejdelsen af den nye brevkasse. Det har været en stor fornøjelse, og jeg er glad for, at jeg har kunnet hjælpe med min viden og ekspertise”, siger han.
Da dao for nogle år siden kom på brevmarkedet, valgte virksomheden at bruge små, røde plastkasser som brevkasser ude i butikkerne. Men da dao i starten af året overtog hele brevmarkedet, opstod der et behov for en større brevkasse med mere plads til breve og større genkendelighed for kunderne.
Derfor skulle der en ny og større brevkasse til.
“Renz har forstand på brevkasser, det mærker man med det samme. Til at begynde med havde dao blandt andet et ønske om, hvor høj brevkassen skulle være. Men ud fra de anbefalinger, som Renz kom med, forstod vi, at det ikke var en optimal højde. Den korrekte indkasthøjde er ekstrem vigtig, da brevkassen skal være nem at betjene for alle, men det var ikke noget, vi i dao var opmærksomme på. Derudover fik vi sammen skabt to forskellige modeller af kassen. En stor model til gulvet og en mindre model til at stå på disken”, fortæller Jette Brandstrup.
Samtidig fandt de to virksomheder også frem til farven på de nye brevkasser, som passer til den røde farve i logoet for dao. Men selvom den røde farve leder tankerne hen på de tidligere røde postkasser, så er udtrykket på de nye brevkasser helt nyt.
“Vi kunne godt lide det enkle udtryk med skarpe og lige linjer, og det har vi fået. Udtrykket er virkelig gennemarbejdet og anderledes. Som eksempel har vi blandt andet fået et skråt tag, som vi fik anbefalet af Renz, så toppen af brevkassen ikke bliver en mulig afsætningsplatform”, siger Jette Brandstrup med et smil.
Fantastisk og hurtig proces
For begge virksomheder gælder det, at processen har været helt fantastisk og samarbejdet forrygende, og selvom der var mange ting, der skulle være helt styr på, såsom stofsæk til brevene inde i brevkassen, tyngde på brevkassen, størrelse på brevindkast og ikke mindst farve, så er processen gået overraskende hurtigt. I hvert fald, hvis du spørger Jette Brandstrup:
“Det er gået virkelig stærkt. I januar 2026 startede vi processen, og nu står den [brevkassen] allerede klar. Og det skyldes i høj grad det gode og professionelle samarbejde. Renz og Finn [Mikkelsen] fangede vores ønsker, og hans rådgivning var guld værd. Han forstod, hvad det var, vi gerne ville have, og kunne justere ud fra det”, fortæller hun.
Det samme gælder for Finn Mikkelsen. For ham har det været en stor oplevelse at være med til at skabe den nye brevkasse:
“Det er vildt at kunne være med til at skrive posthistorie. Det sker ikke hver dag. Og samarbejdet, må jeg bare sige på godt jysk, har været virkelig godt og meget professionelt”, siger han.






