CG Jensen medvirker til elektrificering af fjernvarme i København

CG Jensen medvirker til elektrificering af fjernvarme i København

CG Jensen medvirker til elektrificering af fjernvarme i København

CG Jensen ombygger en 126 år gammel spildevands-pumpestation for HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, så man fremadrettet via store varmepumper kan hive energi ud af lunt, renset spildevand og dernæst tilkoble varmen til fjernvarmesystemet og sikre en elektrisk opvarmning af 13.500 boliger i København.

CG Jensen har overstået de indledende anlægsarbejder, der blev opstartet i foråret, og er nu – med en underskrevet allonge til den indgående kontrakt – klar til at udføre de resterende bygningsarbejder, også benævnt Fase 2, og det er med en ganske tilfreds projektchef ved roret, der glæder sig over at kunne bidrage til omstillingen af fjernvarmen i København.

”Vi udfører bygningsentreprisen, så der i den smukke, gamle bygning kan etableres et varmepumpeanlæg. Det vil betyde, at det rensede spildevand på 12 til 18 grader, der ellers løber forbi ude på Kløvermarksvej, fremadrettet kan tages ind i bygningen, føres gennem tre store varmepumper – og vupti, kan der skabes energi til opvarmning af 13.500 boliger. Det er varme, som ellers bare var blevet pumpet ud i Øresund”, forklarer projektchef i division Beton, Jesper Sten Sørensen.

En særlig opgave med mange facetter  

Opgaven er udbudt i en bygningsentreprise og en maskinentreprise. CG Jensen står for bygningsentreprisen, som indebærer alsidige ombygningsopgaver som nedrivning af gamle spildevandsrør i eksisterende kældre, miljøsanering, forstærkninger af konstruktioner, nedtagning af indskudt dæk og støbning af et nyt samt støbning af nye gulve.

”I Fase 1 har vi miljøsaneret og ryddet i store rørkældre, hvor de gamle spildevandsrør lå med en diameter på 1,5 meter samt en masse fundamenter. Vi har også ryddet en seks meter høj pumpekælder, der var propfyldt med spildevandsrør og fundamenter – og vi har tømt en 350 kvadratmeter stor sidebygning, der var indrettet til kontorer og velfærdrum og med indskudt dæk. J Jensen har udført miljøsanering og nedbrydning bistået af CG Jensens Bore-/Skæreafdeling, der har haft tre hold på opgaven i fem måneder”, siger projektchef i division Beton, Jesper Sten Sørensen og tilføjer.

”Arbejderne er udført med snævre arbejdsforhold, da alt skulle deles i stykker, der kunne flyttes og kranes op af montageåbninger, og vi har også udført meget ekstra fundering inde i bygningerne, hvor vi har rammet stålpæle og GEWI pæle med overliggende forstærkningsplader. Endelig har vi også foretaget udstøbning af grovbeton i de gamle rørkældre.”

Respekt for den bevaringsværdige bygning

Arbejderne sker i et samarbejde mellem to af CG Jensens fagdivisioner; division Beton og division Jord, Kloak & Gartner/Brolægning. Lidt atypisk har CG Jensens division Jord, Kloak & Gartner skullet køre inde i den bevaringsværdige bygning med eldrevet materiel, da man har skullet opfylde et dybere gulvareal med grus, så det kommer op i samme niveau som det øvrige terræn.  

”Der er mange forhold, der skal håndteres, og det er en flot gammel bygning, som vi skal passe på. Jordafdelingen har nu udført grus opfyldning i den 650 kvadratmeter store maskinhal, hvor gulvet er hævet 2,5 meter, og de har også opstartet kloak- og afløbsarbejder. Vi har også udført nogle af de første betonarbejder”, siger projektchef i division Beton, Jesper Sten Sørensen.

De resterende arbejder vil være mere traditionelle. Her venter regulære betonarbejder og alle bygningsarbejder for indretning af sidebygningen til blandt andet kontor og tavlerum.

En del af en større omstilling

Etableringen af det nye varmepumpeanlæg sker som et led i elektrificeringen af fjernvarmen i København, og anlægget i Herjedalgade på Amager er blot ét ud af en række anlæg, der frem mod 2035 skal elektrificere en markant del af københavnernes fjernvarme og bidrage til at udfase noget af den biomasse, man i dag er afhængig af.

Varmepumpeanlægget kommer til at indeholde hovedstadsområdets hidtil største varmepumpe og skal efter planen stå klar i starten af 2028.

LÆS også: Rejsegilde på stort hotelbyggeri i København
CG Jensen A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger