RGS Nordic – Genanvendelse af byggematerialer skal styrkes med dialog

Det er visionen i Kolding, hvor man går i front for at byggeaffald bliver til ressourcer, der genanvendes lokalt. Byggeparterne satte sig torsdag sammen for at ideudvikle og lade sig inspirere om kreative løsninger på genanvendelse af byggematerialer.
 
Byggeriet står for 30 procent af den samlede affaldsmængde i Danmark. Derfor ligger der et enormt potentiale i at genanvende byggeaffald. I Kolding har man besluttet sig for at gøre noget ved det, for her har man høje ambitioner for bæredygtigt byggeri og cirkulær økonomi.
 
Fra kaserne til daginstitution
Her tages nye, innovative metoder i brug for at udføre cirkulære byggevisioner i praksis. Torsdag mødtes de fem prækvalificerede byggeparter på et nyt byggeprojekt i Kolding Kommune i en nytænkende workshop for at idéudvikle og sparre med hinanden om cirkulære løsninger. At invitere parterne ind til tidlig dialog på den måde er ikke prøvet før.
 
Kongstanken er at afprøve, om markedet er klar på at genanvende byggematerialer fra den eksisterende bygning i den nye bygning, uden at det har indflydelse på byggeriets samlede byggesum, siger Ebbe Naamansen fra affalds- og ressourcevirksomheden RGS Nordic, som er specialister i behandling af forurenet jord og genanvendelse af byggeaffald.
 
Byggeprojektet omfatter en stor nedrivningsopgave i Kolding på en gammel kasernegrund på 15.000 kvadratmeter, og på grunden skal der i stedet opføres en ny daginstitution.
 
En helt ny måde at arbejde på
Det var RGS Nordic, DJ Miljø og Geoteknik, Søndergaard nedrivning og Kolding Kommune, der inviterede til workshoppen. Dagen begyndte på kasernegrunden og fortsatte med workshop og ideudvikling om mulige genanvendelses-løsninger på det specifikke projekt.
 
Dette er et pilotprojekt og vi har været meget spændte på at se forløbet, og ikke mindst, hvad det ender ud i, når vi ser de egentlige løsningsforslag efter konkurrencen. Det her er en helt ny måde at arbejde på for alle parter, og derfor er det også en spændende proces for os som kommune, siger projektleder fra Kolding Kommune, Karsten Aagaard, som oplever at der var en god dialog på workshoppen med gode, relevante spørgsmål.
Alt i alt var erfaringerne gode fra denne første workshop, og lærerigt for alle parter. Det oplever man både hos kommunen og hos RGS Nordic.
 
Det er første gang vi ser et projekt som dette, hvor alle parter inviteres ind så tidligt i forløbet og er med til at præge projektets udformning og sammen udtænke løsningerne. Parterne skal her efter workshoppen gerne være så godt klædt på, at de efterfølgende kan indtænke genanvendelse af byggematerialerne, når de skal give deres bud på, hvordan selve nybyggeriet skal gribes an, siger Ebbe Naamansen, fra RGS Nordic, som sammen med DJ Miljø og Geoteknik og Søndergaard nedrivning har kortlagt ressourcerne i den bestående bygning på kasernen.

Se Leverandører af Genanvendelse
Cookie-indstillinger