Cembrit leverer 6.400 kvadratmeter Windstopper Extreme

Arbejdet med Grønlands nye fængsel, Ny Anstalt, adskiller sig på mange måder fra det typiske byggeri i Danmark. Især de hårde vejrforhold skærper kravene til byggeriet, og derfor har entreprenøren Permagreen bestilt 6.400 kvadratmeter af byggematerialeproducenten Cembrits mest hårdføre vindspærreplade – Windstopper Extreme.

Der arbejdes på højtryk for at færdiggøre det, der bliver Grønlands første fængsel med to lukkede afsnit indenfor murene. Ny Anstalt, som kommer til at ligge i hovedstaden Nuuk, blev vedtaget på finansloven tilbage i 2010 og ventes at være klar til brug i løbet af foråret 2019. Indtil nu har Grønlands farligste kriminelle afsonet deres straf i Herstedvester Fængsel i Danmark, men med Ny Anstalt kan de dømte afsone straffen i Grønland.

Byggeriet af Ny Anstalt er en udfordrende opgave – særligt på grund af vanskelige vejrforhold, der stiller store krav til både planlægning og byggematerialernes kvalitet. Det fortæller projektleder ved entreprenøren Permagreen, Bo Koldbro Yder.

– Forholdene er jo ganske anderledes end i Danmark, og det har naturligvis betydning for byggeprocessen. Vejret er mere ekstremt både med hensyn til vind, regn og sne, og det er også en af årsagerne til, at mange grønlandske byggerier har problemer med fugtophobning og skimmelsvamp.

Det grønlandske klima er overvejende arktisk, og middeltemperaturen når sjældent over 10 grader. Vejret kan variere kraftigt fra dag til dag, hvor pludselige fønvinde kan ramme med stød på over 50 meter i sekundet. Det svarer til hastigheden på de kraftigste vindstød fra Decemberorkanen i 1999, der regnes for den hidtil værste orkan i Danmark.

Til Ny Anstalt har Permagreen derfor allieret sig med den danske byggematerialeproducent Cembrit, der har leveret 6.400 kvadratmeter af virksomhedens mest hårdføre fibercementvindspærre, Cembrit Windstopper Extreme:

– Vores byggeproces er således, at bygningerne ofte står længe, inden facadebeklædning monteres, og derfor er det essentielt, at vindspærren kan holde til at stå uafdækket. Her har det været afgørende for os at benytte velafprøvede produkter med garanti fra en anerkendt producent, siger Bo Koldbro Yder.

Cembrit Windstopper Extreme kan stå uafdækket udendørs i helt op til 12 måneder, og produktet har bl.a. derfor længe været populært i Grønland.

– I Grønland kan en snestorm pludselig standse byggeriet i en længere periode, og derfor skal vindspærren kunne klare en længere periode uden yderliggende klimaskærm. Det er Windstopper Extreme designet til at kunne. Derudover er den diffusionsåben og uorganisk, hvilket gør den modstandsdygtig over for skimmelsvamp, der i mange tilfælde plager grønlandske bygninger. Alt i alt passer produktet perfekt til byggerier i Grønland, hvorfra vi også gennem flere år har mærket stor efterspørgsel på vindspærrer i fibercement, forklarer Arne Vestbjerg, chefkonsulent og ansvarlig for Cembrits salg i Grønland.

Arne Vestbjerg supplerer, at Cembrit både har rådgivet i forbindelse med projekteringen og montagen af Windstopper pladerne.

Se Leverandører af byggematerialer
Cookie-indstillinger