Taasinge Elementer – Nye uorganiske løsninger til dansk elementbyggeri
Taasinge Elementer, der er Danmarks ældste og førende producent af præfabrikerede tag- og facadeelementer, har netop overtaget alle rettigheder til et nyudviklet modulsystem af præfabrikerede byggeelementer i stål.
Systemet hedder Nordic Build, og overtagelsen betyder, at Taasinge Elementer nu kan udvide produktsortimentet med en epokegørende nyhed og tilbyde ikke blot komplette løsninger i træ, men også tilsvarende lette konstruktioner i uorganiske materialer.
Nordic Build er opfundet af arkitekt Nikolai Kjær og har i en årrække været et udviklingsselskab i Rockwool-regi. Systemet består i korte træk af bærende sandwich-elementer i stål, der let, hurtigt og med stor fleksibilitet kan opbygges til komplette råhuskonstruktioner med de højeste normer inden for tæthed, isolering, fugtresistens og brandsikkerhed. Alle typer af beklædning kan efterfølgende uden brug af værktøj og med skjult montage klikkes på råhusets profilunderlag – såvel udvendigt som indvendigt. Hele systemet har været under udvikling i 10 år, og Nordic Build har fået patent på blandt andet en række af de nye klik-løsninger til montering af beklædningen og til samling af elementerne uden kuldebroer.
Taasinge Elementers overtagelse omfatter alle de kommercielle rettigheder og alle patenterne, og Nordic Build bliver oprettet som et nyt selskab under Taasinge Elementer. Aftalen medfører også, at Nikolai Kjær fortsætter udviklingsarbejdet – nu i stillingen som udviklingsdirektør i Nordic Build. Som salgschef i Nordic Build er Allan Nykær Rosenhøj blevet ansat.
– Vi har altid været meget stærke, når det gælder præfabrikerede løsninger i træ. Men nu kan vi også blive førende på området for lette elementbaserede bygningskonstruktioner i uorganiske materialer, fortæller direktør Martin Tholstrup, Taasinge Elementer.
– Det åbner helt nye markeder for os til byggeprojekter, hvor der stilles ekstraordinære krav. Eksempelvis sygehuse og lufthavne. Og vi ser store muligheder på hele det nordiske marked, slutter Martin Tholstrup.
Taasinge Elementer beskæftiger i dag omkring 175 medarbejdere på de tre danske produktionsenheder på Taasinge ved Svendborg, Hampen i Midtjylland og Ugilt i Nordjylland samt på fabrikken i Letland. Taasinge Elementer indgår i den store børsnoterede nordiske koncern, Nordic Waterproofing, der er en af de førende aktører på markedet for bygningsbeklædning og -tætning i Nordeuropa. Koncernen omfatter brands og varemærker som Phønix Tag Materialer, Mataki, Trebolit, Kerabit, Nortett, Seal Eco og SPT Painting.






