TEKNIQ – Et enkelt tryk kan redde liv
Derfor bør du teste HFI-/HPFI-fejlstrømsafbryderen, når du alligevel stiller husets ure om til sommertid på søndag.
En fejlstrømsafbryder, der virker perfekt, er en elektrisk nødbremse, der sikrer elinstallationen mod at give elektrisk stød eller måske starte en brand. Derfor er det vigtigt, at du mindst to gange om året tester, at din fejlstrømsafbryder virker.
Hos TEKNIQ Installationsbranchen, der repræsenterer de danske el- og vvs-installatører, anbefaler man, at du gør det til en vane at teste fejlstrømsafbryderen, når du alligevel stiller urene i huset om til sommertid – og igen, når du skifter tilbage til normaltid.
Ifølge Mads Risgaard Knudsen, der er teknisk konsulent i TEKNIQ, er der nemlig fejl på omkring en tredjedel af alle ældre HFI-afbrydere. Nogle af de fejl kunne være undgået ved at teste fejlstrømsafbryderen mindst to gange årligt.
“Det tager ikke meget mere end et par minutter at tjekke fejlstrømsafbryderen. Problemet er, at afbryderen let risikerer at sætte sig fast, fordi et voks- og smørelag på selve kontaktsættet kan udtørre, blive stift og klistrer sammen, hvis afbryderen ikke bliver testet regelmæssigt. Derfor bør du gøre det til en vane at motionere din fejlstrømsafbryder to gange om året, når du alligevel skifter fra normaltid (vintertid, red.) til sommertid og tilbage igen,” siger Mads Risgaard Knudsen.
Han understreger, at det er vigtigt, at du benytter “testknappen” og ikke manuelt trækker afbryderpinden op og ned. Den mekaniske funktion skal fungere, og det er kun “testknappen”, der kan teste funktionen.
Sådan tester du fejlstrømsafbryderen:
- Start med at afbryde alle gruppeafbryderne i eltavlen.
- På fejlstrømsafbryderen sidder en lidt mindre knap. Den er typisk sort, grå eller blå, og den er markeret med et “T”, som står for testknap. Når du trykker på den knap, skal fejlstrømsafbryderen afbryde strømmen med det samme.
- Herefter skal du blot skubbe afbryderpinden tilbage igen, tænde for gruppeafbryderne, og så kører alt som det skal.
- Kobler afbryderen ikke ud første gang, du trykker på testknappen, skal du kontakte en autoriseret elinstallatør. Det er kun en autoriseret elinstallatør, der kan kontrollere, at alle funktioner i fejlstrømsafbryderen fungerer.
- Du skal også kontakte en autoriseret elinstallatør, hvis du er usikker på, om fejlstrømsafbryderen fungerer, eller du oplever, at afbryderen ofte afbryder for strømmen.