Zarges – Ekspert tager temperaturen på arbejdsmiljø og ny stigenorm

Sikkerhed i byggebranchen går bestemt i den rigtige retning. Mentaliteten er ved at ændre sig, og det samme gælder kulturen. Men der er stadig visse områder, hvor sikkerheden halter og er for lemfældig. Ét af dem er stigesikkerhed og den nye stigenorm, som trådte i kraft d. 1/1 2018.
Sådan lyder meldingen fra Lars Olsen, konsulent hos Byggeriets Arbejdsmiljøbus, Bam-Bus. Det er en mobil konsulenttjeneste, som de seneste 10 år har besøgt byggepladser og byggevirksomheder for at formidle god arbejdsmiljøpraksis.
Opfordring: Hele kæden skal tage ansvar
Ifølge Lars Olsen er arbejdsmiljøet blevet mere sikkert i løbet af de seneste år.
– Det gælder bl.a. den generelle opmærksomhed på at passe på kroppen. Men jeg oplever stadig, at virksomheder og håndværkere springer over, hvor gærdet er lavest og dermed negligerer sikkerheden. Det handler simpelthen om tid og penge.
– Et godt eksempel er stigearbejde. Et felt, som desværre er forbundet med en del arbejdsulykker. Det er der flere forskellige årsager til: Forkert brug af stigerne, valg af stige frem for stillads, stiger der ikke opfylder gældende krav og manglende eftersyn, fortsætter han.
Opfordringen er derfor klar: Hele kæden må tage ansvar. Fabrikanterne skal producere efter gældende standarder og mærke stigerne, byggemarkederne skal give den rette vejledning, mens håndværkerne skal bruge stigerne efter de rette anvisninger.
– Vi forsøger at sætte skub i den proces ved at samarbejde med leverandører og producenter. Formålet er at prøve at linke byggepladserne sammen med leverandørerne til gavn for arbejdsmiljøet. Et godt eksempel er vores samarbejde med stigeproducenten ZARGES.
Forholder branchen sig til ny stigenorm?
Ved årsskiftet trådte en revideret udgave af stigenormen EN 131 i kraft. Det betyder, at stiger fabrikeret efter 1. januar 2018 skal opfylde flere og strengere krav.
– Stiger, der anvendes erhvervsmæssigt, skal være indrettet jf. relevante DS/EN-standarder på et tilsvarende niveau eller bedre. Som vejledning til arbejdsgivere i bygge- og anlægsbranchen anbefaler vi, at der ved indkøb af nye stiger fra 2018 købes stiger mærket DS/EN 131 til professionel brug, kommenterer Kell Guldager Petersen, chefkonsulent for bygge og anlæg hos Arbejdstilsynet.
Det er dog Lars Olsens opfattelse, at der på byggepladserne indimellem bruges stiger til privat brug. Det er imod anbefalingerne, da stigerne skal være testet korrekt til professionelt brug:
– Jeg hører desværre, at nogle virksomheder køber og bruger stiger beregnet til privat brug. Det er en fejl og klar sikkerhedsbrist. Men hvor fejlen opstår er svært at sige. Igen handler det om ansvar og gennemsigtig i hele kæden. Stigerne skal være mærkede korrekt, så de kan bruges korrekt.
For at imødekomme de nye regler valgte stigeproducenten ZARGES at lancere en række nye produkter allerede et halvt år inden, reglerne trådte i kraft.
– Vi var blandt de første på det europæiske marked til at udbyde en række stiger, som overholder de nye krav. Sikkerhed er altafgørende og ikke et område, hvor man må gå på kompromis. Derfor har vi også mærket stigerne med tydelige, gennemskuelige mærkater, lyder den afsluttende bemærkning fra ZARGES’ adm. direktør Jan Fahlgren.
Yderligere info om den reviderede stigenorm EN 131
- Ændringerne betyder, at enkelt-, skyde- og hejsestiger længere end 3 meter skal være monteret med stabilisator, stigeskoene skal være ekstra skridsikre, mens normen EN-131 bliver delt op i kategorierne professionelle og ikke professionelle (private)
- Stiger, der fabrikeres jf. DS/EN 131, skal altid skal fabrikeres efter den/de gældende relevante DS/EN-standarder
- Løse stiger, der ikke er hængslede stiger, teleskopstiger eller platformsstiger, skal fabrikeres og mærkes mv. i overensstemmelse med DS/EN 131-1:2015, DS/EN 131-2:2010+A2.2017 samt DS/EN 131-3:2018
- Arbejdstilsynet accepterer, at stiger fabrikeret i overensstemmelse med EN/DS 131-2+A1:2012 frem til at denne standard blev afløst af den nye standard, stadig må sælges til erhvervsmæssigt brug i Danmark, til lageret er tømt. Det gælder både for fabrikanter og distributører. Arbejdsgiverne må købe og anvende sådanne stiger, ind til de er slidt op og bliver farlige at anvende