Rekordstor Automatik-messe blev åbnet af Brian Mikkelsen

Den danske automations- og robotbranche er frem til torsdag samlet i Brøndby Hallen, hvor den ottende udgave af Automatik-messen finder sted.

Tirsdag morgen kunne Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, byde velkommen til samarbejdspartnere, udstillere og fagpresse, og han takkede for den rekordstore opbakning til messen, som denne gang byder på 183 udstillere og et væld af inspirerende konferencer.

– Synergien mellem messens udstillere og konferencerne er stor. Her kombineres faglighed, innovation, vidensdeling og det personlige nærvær. Derfor glæder vi os til tre dage, hvor branchen mærker nærværet, oplever produkterne og alle de spændende nyheder i virkeligheden, sagde Georg Sørensen, hvorefter han gav ordet til formand for DIRA, Cornelius Olesen:

– De næste tre dage er vigtige dage. Store dele af den danske robot- og automationsbranche er samlet lige her. Det giver os en helt særlig mulighed for at suge inspiration til os, holde os ajour og ikke mindst opleve stribevis af produktnyheder, som vi måske slet ikke vidste fandtes. Vi får kort sagt mulighed for at danne os et skarpt overblik over en branche i rivende udvikling, sagde Cornelius Olesen og konstaterede:

– Det er blandt andet det, der er med til at cementere denne messe, som et fyrtårn i den danske robot- og automationsbranche.

Verdenseliten samlet i Brøndby

Tidligere erhvervsminister og nu administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, var årets officielle åbningstaler på Automatik-messen, og han benyttede sin åbningstale til at rose branchen for dens evne til at bruge digitaliseringens muligheder til at udvikle dansk erhvervsliv:

– Robotter er ikke kun relevante for industrien. Tværtimod så er automatisering et vigtigt spor for de mange handelsvirksomheder, som vi også har i Danmark. Det hvad end det gælder fuldautomatiserede lagre i detailhandlen eller dagligdagsting som flaskeautomater og stregkoder i butikkerne. Vi ser også automatikken komme ind på hotellerne og i hjemmene. Og selv på plejehjem og i sundhedssektoren ser vi robotterne komme ind og lette hverdagen for de ansatte. Automatiseringen og robotterne er det, der skal løfte vores liv i fremtiden – og gøre livet lettere for os alle sammen, sagde Brian Mikkelsen og fortsatte:

– Vi er blandt de førende i verden til automatisering, til robotteknologi. Med andre ord, jer som er her i dag: I tilhører en verdenselite. Det er jo ikke kun jeres komponenter, jeres maskiner og jeres apparater, der er efterspørgsel på. Det er også jeres viden og jeres rådgivning, og der er danske virksomheder og dansk know-how i meget høj kurs ude i verden. Det er jer, der hjælper med, at Danmark springer forlæns ind i fremtiden.

Linak vandt eftertragtet pris

Traditionen tro blev DIRA Automatiseringsprisen uddelt under åbningen af Automatik. Prisen gives til en virksomhed eller person, der har gjort sig særligt bemærket indenfor udnyttelsen af robotteknologi, og i år havde Brian Mikkelsen æren af at overrække prisen til den sønderjyske aktuatorproducent Linak, som strategisk har arbejdet målrettet på at indtænke automation i hele produktionen.

– Linak har udviklet en kultur, hvor medarbejdere i mange lag stræber efter at indføre mere automation til gavn for virksomhedens produktivitet og fastholdelse af arbejdspladser. Topledelsen automatiserer strategisk produktionen af højvolumenserier fra starten, samtidig med at virksomhedens teknikere tester nye kollaborative robotløsninger på små serier. Det vil juryen meget gerne se mere af i Danmark. Linak inspirerer således andre produktionsvirksomheder til at anvende robotter samt underleverandører til at udvikle teknologier, som for eksempel Linak og andre slutbrugere i andre brancher kan anvende, lød begrundelsen fra juryen.

Automatik 2018 afholdes i Brøndby Hallen 11.-13. september.

Cookie-indstillinger