Tekniq – Der skal frisk luft i folkeskolerne – nu!

Det halter gevaldigt med indeklimaet på de danske folkeskoler. I hovedparten af klasselokalerne når CO2-koncentrationen op på niveauer, som mærkbart forringer lærernes arbejdsmiljø og elevernes indlæringsevne.

Derfor havde brancheorganisationerne TEKNIQ, Blik- og Rørarbejderforbundet og VELTEK i sidste uge indbudt politikere og branchefolk til åben høring og folkeskolernes indeklima. Og vurderet ud fra den livlige debat i det velventilerede konferencelokale er der stadig et stykke vej, før landets folkeskoleelever kan se frem til at trække vejret lettere.

“Der er behov for, at de fagfolk, som skal sikre de bedst mulige ventilationsløsninger, tages med på råd langt tidligere i processen, når folkeskolerne renoveres,” sagde Niels Jørgen Hansen, adm. direktør hos TEKNIQ, der repræsenterer landets el- og vvs-installationsvirksomheder.

Han fik opbakning fra indeklimaforsker, Geo Clausen, fra DTU, der understregede, hvor vigtigt det er, at politikere og kommuner begynder at betragte investeringen i et ordentligt indeklima som andet og mere end blot en irriterende udgift i budgettet.

“Hvis man primært betragter skolebygninger som en udgiftspost, har indeklimadagsordenen det svært. Men hvis man i stedet vælger at have fokus på skolerne som værdiskabende institution i lokalområdet, vil der være en større åbenhed overfor at investere i indeklimaet for at forbedre læring og sundhed,” sagde han.

Hvor skal pengene komme fra?

Også fra politisk hold var der bred anerkendelse af, at der er behov for at styrke indeklimaet i landets folkeskoler.

“Vi holder fast i, at ansvaret for det gode indeklima ligger i kommunerne, men vi vil gerne understøtte vidensdelingen på området,” sagde undervisningsordfører Anni Matthiesen (V).

Fra oppositionens side blev der lagt op til, at politikerne på Christiansborg skal spille en mere aktiv rolle for at skaffe frisk luft til folkeskolerne.

“Det er skræmmende, hvor meget indlæring, man går glip af. En løsning kan være at gøre kommunernes anlægslofter mindre stive, så de får bedre muligheder for at gøre noget ved problemet,” sagde Magnus Heunicke, kommunalordfører for Socialdemokratiet.

Og Enhedslistens Jakob Sølvhøj mente, der var brug for at gå endnu mere drastisk til værks.

“Det er jo ikke et nyt problem. Vi er nødt til at lovgive på dette område, hvis der skal ske noget. Kommunerne skal forpligtes til at lave handlingsplaner, når vi i folketinget har udstukket rammerne. Samtidig må vi skaffe de nødvendige penge, så kommunerne kan gøre noget ved problemet,” sagde han

Se leverandører inden for indeklima her
Cookie-indstillinger