Ellegaard Components – Gummi der forbinder Danmark

Storebæltsforbindelsen, Øresundforbindelsen, Metro Syd og Metro Nord. Det er alle projekter Ellegaard på den ene eller den anden måde har haft en finger med i spillet i. Opgaverne har været forskellige, men altid involveret det, der er kernen i virksomheden: Gummi og 24/7 service.
I årene 1988 – 1998 da Danmarks største infrastrukturprojekt blev bygget, udførte Ellegaard service på de speciallavede transportbånd, der fragtede materialer ind og ud af tunnelrørene. Også efter den skæbnesvangre nat i 1991, hvor hele projektet blev oversvømmet og den oprindelige tidsplan druknet. Tunnelrørene skulle tømmes for vand, alt skulle tjekkes, repareres og transportbåndene kom på arbejde, da råstoffer og materialer skulle fragtes ud af rørene og nye materialer skulle ind.
Da Danmark og Sverige blev forbundet for 20 år siden, var opgaven at facilitere cementblandestationer med tilførsel af materialer til byggeprocessen. Siloer og transportbånd blev opført på den svenske side af et hold kollegaer fra Ellegaard.
Sidenhen, er flere større og mindre projekter med transportbånd tilføjet porteføljen. Som nyeste skud på stammen er de populære Metro byggerier, der har samlet hovedstaden.
I disse år servicerer Ellegaard transportbånd dybt nede under København, når tunnelboremaskinerne Inge og Olivia (det er de officielle navne for de to maskiner) borer tunnellerne til den kommende metrolinje i Metro Sydhavn.
Hver 13. dag er et hold kollegaer nede og forlænge transportsystemet med cirka 500 meter transportbånd, så projektet kan køre gnidningsfrit. I skrivende stund borer Inge i Sydhavnsundergrundens kalk mellem Sluseholmen og Enghave Brygge og inden længe bevæger begge maskiner sig mod Mozarts Plads.
De færreste forbinder gummi med infrastruktur, omend de fleste projekter har transportbånd med i forløbet på den ene eller den anden måde. De er nemlig med til at forbinde projekterne, der senere hen skal forbinde Danmark.