RubiNord – Erfarne kræfter vil puste nyt liv i gummiindustrien

Fra den 1. september 2020 vil den nye virksomhed RubiNord tilbyde totalkoncepter inden for udvikling af formstøbte gummikomponenter. Med ydelser, der spænder fra rådgivning, materialevalg og design til endelig produktion og levering, er ambitionen at give et frisk pust til branchen.

Gummikomponenter spiller en altafgørende rolle i mange industrier, men ofte kan det være en kompliceret proces. Det vil den nystartede virksomhed RubiNord gøre op med ved at tilbyde totalkoncepter, der inkluderer alt fra rådgivning, udvikling, 3D-tegning og -print af prototyper til produktion af færdigt emne. Ligeledes kan gamle PDF-tegninger laves til nye 3D-filer, så der kan skabes nye værktøjer og pustes nyt liv i gamle emner.

RubiNord leverer formstøbte komponenter i gummi og silikone til OEM-kunder. Emnerne produceres hos udvalgte samarbejdspartnere fordelt over hele verden. Alle samarbejdspartnere er nøje udvalgt for at sikre korrekt kvalitet og hurtig produktionstid. Ambitionen er at skabe produkter, der kombinerer design-ekspertise med avancerede produktionsteknikker.

”Vi tager ansvar for hele processen – fra tegning til færdigt produkt. Med tanke på den udvikling, vi har set i branchen de senere år, mener vi klart, at vi ved at tilbyde den fulde værdikæde til vores kunder, kommer med en game changer,” siger Brian Hoffmann Jørgensen, administrerende direktør i RubiNord.

Brian Hoffmann Jørgensen, der har arbejdet med salg og indkøb i ind- og udland i 25 år og senest har bestridt en rolle som Area Sales Manager hos ScanCom International, har allieret sig med Steen Randrup Clausen, der har mere end 30 års erfaring inden for værktøjskonstruktion til gummi- og plastindustrien senest hos Betech, hvor han arbejdede som Product Manager. Sammen står de i spidsen for RubiNord, som sigter mod at skabe produkter, der kombinerer design-ekspertise med avancerede produktionsteknikker.

”Vores vigtigste opgave er at sikre, at vores kunder får et trygt grundlag at træffe beslutninger på. Det vil vi blandt andet gøre igennem 3D-design, der sikrer optimal visualisering i rådgivningsfasen, ligesom også videndeling og inddragelse af eksperter bliver en hjørnesten for os. Vi samarbejder med de leverandører, der ved mest om lige præcis deres område, hvilket sikrer vores kunder, at de får mest mulig værdi for pengene,” siger Brian Hoffmann Jørgensen.

Det nye selskab er en del af ProviNord-koncernen, der blandt andet ejer emballageleverandøren Grathwol A/S, Alsiano A/S, som er en førende leverandør af ingredienser, råvarer og tilsætningsstoffer til en lang række industrier, samt Kryta A/S, der producerer krydderier og bageriprodukter til hele Norden.

Se Leverandører af Gummiemner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *