Arbejdstilsynet – Ny indsats skal stoppe passiv svejsning

Svejserøg er en uundgåelig del af hverdagen for mange virksomheder i metal- og maskinindustrien, men røgen er farlig for medarbejderne. En ny kampagne og en særlig tilsynsindsats fra Arbejdstilsynet skal øge fokus på svejserøg og anden farlig kemi i branchen.

Der bliver slebet, svejset, smurt og sprøjtemalet i metal- og maskinindustrien. Og medarbejdernes kontakt med kemiske stoffer og materialer kan ses i antallet af anmeldte erhvervssygdomme. Farlig kemi kræver god beskyttelse, så medarbejderne undgår hudkontakt og ikke indånder gasser, røg eller lignende.

Svejserøg består både af synlige partikler og usynlige gasser og partikler. Og svejserøgen er den hyppigste årsag til anmeldelse af luftvejssygdomme i metal- og maskinindustrien. En ny kampagne fra Arbejdstilsynet skal få svejserne til at suge røgen ud af rummet med punktudsugning, så den ikke når ned i lungerne.

Tilsynschef i Arbejdstilsynet, Ida Krarup, fortæller:

“Når man arbejder med farlig kemi, må man ikke lade sig snyde af, at det ofte ikke ser farligt ud. Gasserne og de små partikler i svejserøg kan give alvorlige sundhedsskader, fx kræft. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne investerer i sikkerheden, fx med effektiv udsugning. Og så har medarbejderne et ansvar for at hjælpe med at skabe en kultur, hvor man ikke behøver at have “jernlunger” for at være en dygtig smed.”

Stop passiv svejsning

Under overskriften Stop passiv svejsning sætter Arbejdstilsynets nye kampagne fokus på at bruge punktudsugning, når der svejses. Udsugningen beskytter nemlig både den, der svejser, og kollegaerne i den anden ende af lokalet. Røgen skal helt ud af rummet.

Ifølge Arbejdstilsynet er budskabet klart: Når man svejser, skal man bruge punktudsugning:

selvom man kun skal svejse i kort tid
selvom kollegaerne står langt væk
selvom vinduer og døre står åbne
selvom man er nødt til at få fat i en transportabel udsugning
I særlige materialer skal punktudsugning kombineres med passende åndedrætsværn.

Brancherettet tilsynsindsats

Kampagnen lanceres samtidig med en særlig tilsynsindsats i metal- og maskinindustrien, der startede 1. november. Her har de tilsynsførende ekstra fokus på farlig kemi og det ergonomiske arbejdsmiljø, når de kommer på besøg i branchen.

“På et tilsynsbesøg ser vi blandt andet på, om virksomhederne har lavet deres kemiske risikovurdering, og om de forebygger, at medarbejderne bliver udsat for indånding af eller hudkontakt med farlig kemi. Vi undersøger også, om der er arbejdsopgaver, der kan overbelaste medarbejdernes muskler, sener og led. Det kan for eksempel være dårlige arbejdsstillinger og -bevægelser eller tunge løft”, fortæller Ida Krarup.

Den nye indsats i metal- og maskinindustrien udspringer af den politiske aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet, der blev indgået i april 2019.

Se Leverandører af Punktudsugning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger