MT Højgaard International skal opføre tre bygninger i Nuuks nye lufthavn

MT Højgaard International har vundet opgaven med at opføre en ny terminalbygning, en ny servicebygning og et nyt flyveledertårn i Nuuks kommende internationale lufthavn.

Grønlands selvstyre, ved Kalaallit Airports International A/S, har siden 2016 været i gang med at etablere nye, moderne lufthavne i Nuuk og Ilulissat med banelængde til internationale flyvninger. MT Højgaard International har vundet totalentreprisen på opførelse af bygningerne til den nye lufthavn i Nuuk.

Aviaaja Karlshøj Knudsen, projektdirektør i Kalaallit Airports International A/S, udtaler:

– Det er meget glædeligt, at denne del af projektet har opnået en vellykket licitation. Bygningerne er essentielle for lufthavnsprojekterne og skal sætte standarden for serviceniveau og passageroplevelsen i de nye internationale lufthavne. Kalaallit Airports International A/S ser frem til samarbejdet med MT Højgaard på denne væsentlige opgave.

Jóannes Niclassen, adm. direktør for MT Højgaard Grønland siger:

– Vi er stolte over at få lov til at opføre de nye lufthavnsbygninger. Den nye internationale lufthavn har potentiale til at få en enormt stor betydning for Nuuk. Det er et stort og spændende projekt, hvor vi har glæde af vores lokale forankring i Grønland.

Arkitektur afspejler den grønlandske natur

Det samlede projekt består af projektering og opførelse af en terminalbygning på 7.200 m2, en servicebygning til lufthavnens materiel på 3.200 m2 og et nyt flyveledertårn på 230 m2.

Projektet bliver bygget af materialer af høj kvalitet. Alle tre bygninger udføres som stålkonstruktioner beklædt med lette facader af henholdsvis glaspartier og alu-kassetter. Terminalbygningen skal have en facadebeklædning med en struktur, som skal afspejle landskabet i Nuuk med fjeldene, der omkranser byen.

Projekteringen af de nye bygninger, som udføres af MT Højgaard International i samarbejde med Zeso Architects, starter umiddelbart efter nytår, og efter planen skal byggeriet starte på pladsen i Nuuk den 1. juli 2021.

– Vi er begejstrede for at have Zeso Architects, som har et indgående kendskab til projektet, med om bord. Derudover har vi glæde af, at vores egne ingeniører har lang erfaring med at arbejde under de barske vejrforhold og forstår de ekstra høje krav til planlægning, som lange leverancetider på materialer medfører, siger Jóannes Niclassen.

Tårnet skal afleveres i juni 2022, mens terminalbygningen og servicebygningen skal afleveres juni 2023.

Find Leverandører af Byggematerialer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger