MMAKE har vokseværk og store ambitioner efter opkøb af rådgivningsfirma

To stærke virksomheder inden for bygningsrenovering har efter 1 års tæt samarbejde forenet styrkerne i en ny, samlet og mere komplet rådgivningsvirksomhed. MMAKE har primært fokus på renovering af ejer-, andels- og almennyttige boligforeninger i Storkøbenhavn og omegn.

De fire partnere fra Foster & Persson ApS og MMAKE Rådgivende Bygningskonstruktører ApS har fra januar slået sig sammen i den fælles virksomhed MMAKE Ingeniører og Bygningskonstruktører ApS.

DEN FULDE TEKNISKE PAKKE
”Det var en oplagt mulighed. Vi var gode hver for sig, og vi arbejdede med forskellige områder inden for den samme kerneydelse. Begge firmaer har oplevet, at vores kunder også efterspørger den andens ydelser. Med sammenlægningen kan vi nu tilbyde den fulde pakke af teknisk rådgivning,” fortæller Martin Melander, der er partner og daglig leder i det nye MMAKE.

Kerneydelsen er byggerådgivning ved store og mellemstore renoveringsprojekter hos ejer-, andels- og almennyttige boligforeninger. Det omhandler blandt andet byfornyelse, energioptimering, klimasikring og udarbejdelse af vedligeholdelsesplaner.

SPECIFIKT FOKUS BETYDER KOMPETENT RÅDGIVNING
”Det har været et fantastisk år for begge virksomheder, og 2021 tegner endnu bedre. Vi oplever en stor interesse fra boligforeninger, der gerne vil i gang med renoveringsprojekter, og netop fordi vi fokuserer specifikt på området, kan vi give en yderst kompetent rådgivning – både med hensyn til de forskellige tilskudsordninger og -puljer, men også den praktiske eksekvering af projekterne,” fortæller Martin Melander.

De to tidligere virksomheder har haft til huse i samme kontormiljø, men fra december 2020 har de været på plads i deres eget kontor på 350 kvadratmeter med plads til at vækste. Lige nu er der 11 medarbejdere, men allerede nu er MMAKE i gang med at mande op og styrke virksomheden med endnu flere kompetencer.

RÅDGIVNING I ØJENHØJDE
”Det, at vi kender hinanden i forvejen og har arbejdet sammen på flere projekter, har i den grad medvirket til en gnidningsfri sammenlægning. Vi har den samme gode kultur og tilgang til kunder og opgaver. Vores udgangspunkt er den åbne dialog og rådgivning i øjenhøjde, og vi er praktikere der er gode til at kommunikere og til at finde de rigtige løsninger,” understreger Martin Melander.

”Med flere kompetencer i huset kan vi fremover levere endnu bedre samlede løsninger, men også større og mere komplekse projekter for vores kunder i Storkøbenhavn og omegn.”

MMAKE Rådgivende Bygningskonstruktører ApS's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger