Østergaard – Kom med ned under jorden til Fredericias lille Storebæltstunnel

Hver dag suser flere tusinde biler, cyklister og fodgængere forbi. Men de færreste har været med nede i det store tunnelgraver-hul i krydset Vesterbrogade/Indre Ringvej.

Det store vejarbejde i krydset Vesterbrogade/Indre Ringvej i Fredericia er i virkeligheden slet ikke et vejarbejde: Det er et tunnel-arbejde.

Siden november har krydset været afspærret på grund af det store arbejde. Og spærringen ventes ikke afsluttet før september. Men hvad er det egentlig, der foregår nede i hullet?

– Vi lægger en rørledning, som kan føre overfladevand væk, så folk ikke får vand i kælderen, når det regner, siger borebisse Carl Andersen fra entreprenørfirmaet Østergaard.

Oprindeligt var det planen, at rørledningerne skulle lægges på traditionel manér – altså at vejen skulle spærres og graves op. Men den plan blev droppet, fordi der ligger så mange andre ledninger under vejene, at arbejdet ville medføre en masse andre udfordringer.

Ud over de mange tekniske udfordringer spillede en heftig debat om næsten et års spærring af en indfaldsvej ind og var medvirkende til beslutningen om at arbejde på tunnelgraver-manér.

– Så nu graver vi i stedet ind under vejen, så den ikke behøver at blive spærret, fortæller Carl Andersen og viser frem, da ElboBladet og Fredericia Dagblads udsendte beder om lov til at se nærmere – og filme det til netavisen.

Lidt som Storebælt

Nede i det seks-syv meter dybe hul står et stillads med trappeop- og nedgang. Et halvtag kan give lidt ly for regn. Pumper og maskiner summer og brummer. Luften er frisk, og her dufter af stål og jord. Solen når ikke ret meget ned i bunden af hullet. Så her er koldt.

I den østligste side af hullet ses det, det hele drejer sig om: Mundingen af et rør med en indre diameter på 1,6 meter. Nærmest en lille tunnel.

Ude for enden af tunnelen arbejder et borehoved, der graver sig frem. En fremskudt borebisse sørger for, at jord fra borehovedet kommer over på en stålvogn, der med stålwirer trækkes frem og tilbage.

Over hullet står en kran, der løfter fyldte jord-vogne op og sætter tomme ned. Derefter sendes en tom vogn ud i til borehovedet. Og den proces gentages og gentages og gentages.

Efterhånden som borehovedet kommer fremad, skubbes røret tilsvarende fremad. Det sker med store, kraftige hydrauliske donkrafte. Når røret er skubbet “i bund” hejses et nyt fag ned i hullet, donkraftene trækkes tilbage, hvorefter hele processen starter forfra.

– Det er lidt som et mini-storebælt, siger Carl Andersen og lægger tryk på “lidt”.

Mange hundrede meter

Det første rør i processen skal strække sig godt 160 meter mod syd. Det næste bliver godt 400 meter mod øst og derefter cirka 150 meter mod nord – dog med et lidt smallere rør.

Undervejs er det muligt at styre og dreje røret, så det lægger sig præcis, som det skal.

Carl Andersen ved godt, at mange er nysgerrige om arbejdet i bunden af det store hul.

– Men folk kan jo ikke så godt se herned, med mindre de stiller sig helt hen til hullet, siger han og peger op mod hullets kant, hvor krydsets trafik brummer tæt forbi.

Heldigvis er det både Carls og kollegernes oplevelse, at trafikanterne omkring deres trange arbejdsplads har god tålmodighed.

– De dytter og bander i hvert fald ikke så meget, som vi ser nogle andre steder. Måske fordi de forstår, at det faktisk er for deres skyld, kloakken forbedres, lyder det fra holdet, som ikke vil sige, hvor de i landet de oplever mest brok.