DBI – GTS-INSTITUTTER VIL FJERNE BARRIERER FOR POWER-TO-X

DBI går sammen med tre andre GTS-institutter for at finde løsninger på de barrierer, der står i vejen for en hurtig grøn omstilling og et Power-to-X-baseret dansk erhvervseventyr.

Power-to-X bliver af eksperter, erhvervsliv og politikere opfattet som en af de vigtigste løsninger til at mindske CO2-udledningen ved f.eks. at gøre tung landtransport og skibsfart klimaneutral. Men som det ofte er med ny teknologi, er der er række barrierer for, at den hurtigt kommer ud i markedet og gør en forskel.

Derfor vil de fire GTS-institutter, DBI, Alexandra Instituttet, FORCE Technology og Teknologisk Institut, på hvert deres ekspertisefelt være med til at fjerne forhindringerne for brugen af Power-to-X i Danmark:

– Danmark har skabt sig en særlig styrkeposition inden for vindmøller. Nu skal vi bruge det som afsæt til at få klimavenlig energi ind i endnu flere sektorer som f.eks. den maritime sektor og transportsektoren, der har svært ved at bidrage nok til den grønne omstilling. Power-to-X vil være driver for flere arbejdspladser, vækst og velstand, siger Hanne Christensen, CEO i FORCE Technology.

På fælles mission

Den fælles indsats har fokus på hele værdikæden – lige fra elektrolyse baseret på grøn el fra vind og sol til fremstilling af e-fuels og e-kemikalier som metan, metanol og ammoniak til anvendelse i transport, bygninger og industri. Indsatsen skal ses som et udtryk for, at GTS-institutterne tager deres del af ansvaret for, at Danmark når 70%’s-målsætningen.

– Vi arbejder i stigende grad strategisk og missionsbaseret, og er der én fælles mission, som er vigtig i de kommende år og årtier, og som alle væsentlige aktører bakker op om, så er det at få nedbragt CO2-udledningen og få genoprettet klimabalancen. Power-to-X spiller en afgørende rolle, hvis vi vil lykkes med missionen, siger Niels Husted Kjær, CEO i Alexandra Instituttet.

– Det er en forudsætning for succes, at vi får bygget et velfungerende økosystem op – lige fra vindmølleproducenten til aftageren – så alle led i kæden kender hinanden, har gode relationer og samarbejder. Derfor er der fokus på hele værdikæden i det fælles GTS-projekt, siger Jesper Ditlev, adm. direktør i DBI.

– GTS-institutterne har særlige forudsætninger for, sammen med virksomheder og universiteter, at sikre en succesfuld implementering af Power-to-X i Danmark og skabe nye arbejdspladser og eksport – specielt i små og mellemstore virksomheder, siger Juan Farré, adm. direktør i Teknologisk Institut.

Institutternes aktiviteter retter sig især mod tre områder:

  • Økosystem og videnspredning:
    • Opstart og drift af en række netværk, der skal sikre, at branchen fra den største til den mindste aktør har den nyeste viden og de rette kompetencer til at lykkes
    • Analyse- og kortlægningsarbejde af barriererne og de mulige løsninger
    • Arrangering af international konference
    • Påvirkning af standarder gennem deltagelse i nationale, europæiske og internationale standardiseringsorganisationer
  • Kapacitetsopbygning:
    • Opbygning af GTS’ernes kapacitet og viden, så virksomhedernes skiftende behov altid er dækket
    • Koordinering af deltagelse i internationale Power-to-X-relaterede fora
    • Indhentning af erfaringer fra Power-to-X-demonstrationsprojekter i Europa
  • Demonstrationsaktiviteter:
    • Udvikling af virksomhedsnære demonstrationsaktiviteter
    • Deltagelse i større nationale projekter på tværs af universiteter, virksomheder og to eller flere af GTS-institutterne
    • Deltagelse i større tværnationale projekter
LÆS også: DBI – NY MINI-SBI-TEST GIVER HURTIGERE OG BILLIGERE ADGANG TIL MARKEDET
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger