Eksperter – Robotter er en del af løsningen på Danmarks mangel på faglærte medarbejdere

Danmark bliver nødt til at automatisere mere, når så få vil tage en erhvervsuddannelse og blive faglærte. Allerede i 2030 vil arbejdsmarkedet herhjemme savne 99.000 faglærte. Hvis danske arbejdspladser skal undgå at gå i stå på grund af medarbejdermangel, er det nu, der skal investeres i robotteknologi og robotkompetencer. Det konstaterer eksperter fra organisationer, uddannelser og industrien. Automationspotentialet er nemlig langt fra indfriet i danske virksomheder. Robotterne kan også hjælpe det danske samfund med at indhente noget af det, som coronakrisen har kostet.

Der tegner sig en alarmerende situation for det danske arbejdsmarked i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. En fremskrivning af ubalancer på arbejdsmarkedet viser, at Danmark kommer til at mangle 99.000 faglærte allerede i 2030. Analysen konkluderer, at ubalancen bl.a. vil medføre flaskehalsproblemer og skade både erhvervslivets muligheder og samfundets vækst.

Samtidig er der er grænser for, hvor meget overarbejde den enkelte medarbejder kan holde til i længden. Derfor er svaret på arbejdskraftmanglen i stedet at arbejde smartere og mere effektivt. Potentialet er nemlig til stede i den danske industri. Ifølge en ny undersøgelse fra IDA, Ingeniørforeningen i Danmark af, hvor langt dansk erhvervsliv er med industri 4.0, er der hos 85 procent af industriens SMV’er et markant teknologiefterslæb: De små og mellemstore virksomheder har et potentiale for at øge deres produktivitet med mindst 30 procent, svarende til et automatiseringspotentiale i industrien på ialt 86 milliarder kroner.  

Det tabte skal indhentes

Set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv har Danmark ikke råd til at gå glip af ordrer, omsætning og eksport som følge af, at der mangler kvalificeret arbejdskraft. Vi skal genoprette landets økonomi og indhente det tabte og betale af på den ophobede gæld ved at producere mere kosteffektivt med intelligent anvendelse af nye teknologier og løsninger, siger Enrico Krog Iversen, CEO i OnRobot.

Den danske robotvirksomhed OnRobot i Odense har derfor selv taget initiativ til en række nye tiltag, der skal stimulere automationsgraden på danske arbejdspladser. Det fortæller Vikram Kumar, General Manager for EMEA i OnRobot:

Vi har valgt at gøre noget for at gøre det mere attraktivt at blive faglært ved at tilbyde grydeklare uddannelsespakker med robotudstyr til blandt andre erhvervsskolerne rundt omkring Danmark. Det er jo ikke til at holde ud at tænke på, hvis fabrikker risikerer at komme til at stå stille, selvom efterspørgslen er til stede, men fordi den relevante arbejdskraft mangler, siger Vikram Kumar.

Stimulerer unges robot-interesse

En af de skoler, der gør brug af robotpakkerne fra OnRobot er Processkolen i Kalundborg. Uddannelseschef Leif Dam Pedersen ser pakkerne som en måde at stimulere unges interesse for skolen.

At vi kan vise at der også er robotteknologi i vores uddannelser, øger folkeskoleelevernes interesse for viften af erhvervsfaglige uddannelser vi kan tilbyde. Især overraskes eleverne over hvor hurtigt og nemt det er at programmere og udføre komplekse opgaver, siger Leif Dam Pedersen.

Automation er for alle

Dansk Robot Netværk, som repræsenterer 200 danske medlemmer virksomheder, uddannelser og organisationer, der ønsker at fremme automatisering i Danmark, arrangerer man blandt andet virksomhedsbesøg, hvor beslutningstagere også blandt de mindre automatiserede SMV’er kan lære af andres virksomheders robot-erfaringer, før de selv kaster sig ud i det.

SMV-ledere har selvfølgelig hørt om Industri 4.0 og er klar over, at det er den vej, det går. Men de kan godt have svært ved at se business casen, selvom automationsfesten er for alle, siger DIRAs formand, Kim Reeslev, der til daglig er Sales Manager i robotvirksomheden KUKA Nordic AB.

Fagbevægelsens robotfrontløber

Alene inden for jern og metal vil eksempelvis være 27.000 færre faglærte i 2030, og også her er automationsmulighederne iøjnefaldende. Hos Dansk Metal ønsker man også at øge automatiseringsgraden på danske arbejdsplads for at sikre dansk konkurrenceevne, produktion i Danmark og sunde jobs. Derfor har organisationen udarbejdet en decideret robotstrategi.

Strategien konkluderer, at der er ”behov for robotter i dansk erhvervsliv”. Formand for Dansk Metal, Claus Jensen, skriver bl.a. i sit forord til strategien:

Mange af de kolleger, som Dansk Metals medlemmer konkurrerer med ude i verden, benytter i stigende grad robotter og andre automatiske løsninger. Det er med til at øge konkurrencen, da de udenlandske kolleger med hjælp fra robotter kan producere produkter af høj kvalitet – hurtigere og til en langt lavere pris end i Danmark. Ude i verden ser vi simpelthen lige nu et internationalt race to the top, hvad angår investeringer i automations- og robotløsninger. Derfor besluttede vi at sætte et ambitiøst mål for implementering af robotter i Danmark. Målet var at få 5000 flere robotter i Danmark i 2020. Desværre investerer danske virksomheder alt for lidt i automations- og robotløsninger, så vi er langt fra målet. De manglende investeringer er en udfordring for Danmarks konkurrenceevne. Skal vi i Danmark forblive konkurrencedygtige og dermed sikre det løn- og velfærdsniveau, vi har i dag, kræver det handling.

LÆS også: OnRobot lancerer magnetisk gripper til robotinstallation med præcision og sikkerhed i højsædet
OnRobot A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *