Teknologisk Institut – Danske virksomheder skal klædes på med nye robot-kompetencer

Mange danske virksomheder mangler stadig den præcise viden og kompetencer til at udnytte potentialet ved at indføre kollaborative robotter, cobots, i egen produktion. Nyt projekt skal hjælpe virksomhederne på vej.

For mange danske virksomheder, som konkurrerer på fleksibilitet og små produktionsserier, vil automatisering med brug af samarbejdende robotter – de såkaldte cobots – være en vital vej til at fastholde konkurrenceevnen og kompensere for mangel på arbejdskraft. Men selvom cobots ofte beskrives som intuitive, let tilgængelige og fleksible, så skal der mere til at udnytte deres fulde potentiale ude i virksomhederne.

Et nyt projekt skal være med til at udvikle disse kompetencer i virksomhederne, så de lettere kan få bedre udbytte af robotterne og deres muligheder.

– Medarbejdere i fremstillingsvirksomhederne skal rustes yderligere, så de bliver bedre til at udnytte fremtidens nøgleteknologier. I dag behøver vi ikke en særlig IT-konsulent til at installere Word på vores computere, og der skal vi også hen når vi taler om cobots. Den enkelte medarbejder skal ubesværet kunne installere, programmere og innovere med cobots og den slags kompetencer skal være mere udbredte i industrien, siger Charlotte Kjeldsen Krarup, der er udviklingsdirektør i Industriens Fond.

Konkrete pilotforløb

Derfor er Industriens Fond og Teknologisk Institut gået sammen med rådgivningsvirksomheden Implement Consulting Group og Nationalt Videnscenter for Automation og Robotteknologi Nord og Syd om projektet Cobot Knowledge Lab 2.0.

Projektet bygger videre på en flerårig indsats, ført an af Industriens Fond, med fokus på at få Danmarks førerposition inden for cobots udbygget og udnyttet.

– Behovet for teknologien er der, og tidspunktet er det helt rigtige til at tage skridtet videre og udruste virksomhederne til at overvinde barriererne. Det vil vi blandt andet gøre gennem konkrete pilotforløb med 25 virksomheder og etablering af en vidensbank, så danske virksomheder vil være i stand til selv at integrere de mere simple cobot-løsninger og dermed accelerere udbredelsen, fortæller Anne-Lise Høg Lejre, der er direktør ved Teknologisk Institut.

Andet nyt fra Teknologisk Institut

En undersøgelse fra Teknologisk Institut viser, at virksomhederne selv savner kompetencer og viden, når de skal beslutte, hvordan de skal implementere kollaborative robotter i deres egen produktion. Samtidig skønnes det, at der i 2030 vil mangle 99.000 faglærte på det danske arbejdsmarked, og at halvdelen af alle medarbejderne i industrien kommer til at arbejde direkte sammen med cobots. 

Fra slutbruger til superbruger

Væksten i antallet af cobots bliver i høj grad drevet af virksomhedens egen evne til selv at indføre dem i deres egen produktion. Det betyder, at flere danske virksomheder skal transformere deres organisation fra at have en leverandør, der har ansvaret for at robotten kører, til i nogle tilfælde selv at have ansvaret.

– De fleste kan gå ud og købe en cobot og stille den op i produktionen. Men det kræver kompetencer og viden at blive dygtig til at se og udnytte mulighederne, som den har. Det ønsker vi at understøtte, så vi kan forvandle flere slutbrugere af robotter til superbrugere af robotter – og dermed sætte fart i fremtidsudviklingen af dansk industri, siger Kurt Nielsen, der er centerchef ved Teknologisk Institut.

Afgørende skridt

Projektets fokus på at løfte industrien og dens medarbejderes cobot-kompetencer falder i god jord hos Dansk Metal.

– Danske virksomheder – i særlig grad de små og mellemstore – har brug for flere robotter for at kunne fastholde og forbedre forholdene på de danske arbejdspladser i en tid, hvor der i den grad er mangel på arbejdskraft ude i industrien. Så at udstyre industrivirksomhederne med viden, ressourcer og vejledning om cobots, ser vi som et afgørende skridt i den rigtige retning, siger Emil Drevsfeldt Nielsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal.

Projektet skal ikke kun tilføre kompetencer til den nuværende arbejdsstyrke, men derudover også sikre, at fremtidens medarbejdere er klar til tæt kollegaskab med robotterne. Det skal ske gennem train-the-trainer-forløb, som skal skabe undervisningsfyrtårne inden for anvendelse af cobots.

LÆS også: Teknologisk Institut styrker indsatsen for renere luft
Teknologisk Institut's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger