Senmatic – Plukkerobotter flytter snart ind i drivhusene
Drivhussektoren følger interesseret med i udviklingen af plukkerobotter. Den ellers velkendte udfordring med manglende arbejdskraft har aldrig været større og sektoren reagerer med den metode, den kender bedst: teknologi. Med dette in mente udvikler Senmatic netop nu en plukkerobot.
”Udfordringen er, at det at plukke eksempelvis tomater er hårdt og gentagende arbejde i et fugtigt og varmt klima,” siger Mads Nychel, direktør i Senmatic A/S, og fortsætter: ”Udfordringen med manglende arbejdskraft er kun blevet større under Covid19-pandemien, hvor de sædvanlige gartnerimedarbejdere ikke længere kunne rejse frit over landegrænser.”
Et fælles projekt
Senmatic samarbejder med Danmarks største tomatproducent Nordic Greens om at udvikle en plukkerobot i den fælles stiftede virksomhed EGAMATIC.
”Robotten kører på en mobil platform fra Bogaerts, som følger drivhusets eksisterende vandingsrør,” siger Mads Nychel.
Men hvordan ved en robot, om tomaterne er klar til at blive plukket?
”Robotten er udstyret med kameraer med kunstig intelligens. Via disse identificerer robotten først tomaterne og undersøger, hvor mange der er startende fra bunden af klasen. Bagefter undersøger den, hvor røde eller grønne tomaterne er,” forklarer Mads Nychel.
Derefter kommer selve plukningen. Virksomheder har historisk haft vanskeligt ved at udvikle en teknologi, der er fintfølende nok til at plukke tomaterne uden at beskadige dem. Det har EGAMATIC en unik – og patenteret – løsning på: ”Robotten griber om tomatplantens stængel, hvor tomaterne sidder, og bevæger sig langsomt opad ved at følge stænglen til tomaterne. Når robotten er færdig med en plante, fortsætter den automatisk til den næste og gentager proceduren,” fortsætter Mads Nychel.
Store mængder data bag
Agronomer og forskere fra Dansk Teknologisk Institut har længe arbejdet utrætteligt med den data, robotten arbejder ud fra.
”Baseret på forskning er forholdet mellem tomaternes modenhed og deres røde farve undersøgt nøje. Denne viden bruger robotten i forbindelse med plukningen. Og da robotten er drevet af kunstig intelligens, bliver den bedre og bedre til sit job i takt med, at den får mere og mere træning og data,” siger Mads Nychel.
Han pointerer desuden, at robotten selv finder vej tilbage til sin lade-stander, når batteriet skal oplades.
”Se det som en Roomba, robotstøvsugeren, som mange kender fra sin hverdag,” smågriner Mads Nychel og fortsætter ”på samme måde kan man skemalægge robottens arbejdstid, og den kan sættes i gang på alle tider af døgnet og alle ugens dage. Den har ingen sygedage og den holder ikke weekend. Gartneren kan fx sætte den i gang om søndagen, mens medarbejderne holder velfortjent weekend, og tomaterne vil stå klar til at blive distribueret til detailhandlen mandag morgen. Med robotternes effektiviseringspotentiale er der ingen tvivl om, at robotplukkere er fremtiden inden for drivhusautomation og snart vil flytte ind i drivhusene,” tilføjer Mads Nychel.
Tomatplukkerobotten blev fremvist på dette års GreenTech-messe i Amsterdam, Holland. Det var dog kun en prototype. ”Lige nu arbejder vi på at forbedre robottens hastighed fra tomaterne er identificeret til de bliver plukket. Den kunstige intelligens skal trænes intenst, så vi får endnu bedre resultater. Vores mål er, at robotten skal kunne plukke tomater med samme hastighed som et menneske. Udviklingen går stærkt, og vi forventer at lancere robotten inden for et par år og gerne hurtigere end det,” fortæller Mads Nychel.
Betamodellen bliver testet i Nordic Green’s drivhuse i Bellinge, Danmark. EGAMATIC blev grundlagt i 2008 og er ejet af Senmatic A/S (25 %), Egatec A/S (25 %), Nordic Greens A/S (25 %) og B&A Automation (25 %).





