Brug for flere maskinmestre i den grønne omstilling

Den globale rejse mod en fossilfri energiforsyning fortsætter, og på den rejse er der i høj grad brug for dansk knowhow og endnu flere maskinmestre, sagde næstformand Majbrit Grymer Hoppe ved åbningen af Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference, Ajour 2022.

Der er brug for endnu flere maskinmestre og dansk knowhow på den globale rejse mod en fossilfri energiforsyning og en bæredygtig omstilling.

Det fastslog næstformand Majbrit Grymer Hoppe ved torsdagens åbning af Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference, Ajour 2022, i Odense Congress Center – fire dage efter afslutningen på FN’s store klimakonference, i Egypten.

2022-udgaven af maskinmestrenes erhvervskonference holdes i skyggen af krigen i Ukraine – en krig, som har store konsekvenser for hele Europa.

”Knap var vi sluppet fri af det der Corona, før Rusland invaderede Ukraine for præcis ni måneder siden. Tragedien og lidelserne er naturligvis størst for det ukrainske folk, som nu må se deres land blive bombet til ruiner,” sagde Majbrit Grymer Hoppe og tilføjede, at krigen derudover også har forandret energipriser og hele den europæiske forsyningssikkerhed.

”Der er skabt et akut behov, for at opnå energimæssig uafhængighed og skabe en endnu højere grad af selvforsyning og stabilitet i energisystemerne, så sort lys og udfald undlades i det daglige.

Dette behov er en kæmpe opgave for Danmark og Europa, og ændringerne kommer til at fylde godt for blandt andet maskinmestre i flere brancher.”

Fuld beskæftigelse – og brug for endnu flere maskinmestre

Trods den dystre baggrund kunne Majbrit Grymer Hoppe glæde sig på professionens vegne.

”Vi kan konstatere rekordhøj beskæftigelse. Aldrig har der været så mange erhvervsaktive maskinmestre – og medlemmer af Maskinmestrenes Forening. Vi har reelt fuld beskæftigelse – med mange ubesatte stillinger fordelt bredt i professionen. Der er brug for flere maskinmestre – allerede i dag,” lød det videre fra Majbrit Grymer Hoppe.

De faglige indlæg på Ajour og de mange virksomhedsudstillere afspejler flest mulige af de teknologier og løsninger, som der bliver brug for at anvende i fremtiden.

”Vi skal som profession være klar til endnu mere digitalisering – øget automatisering – machine learning – og kunstig intelligens. Vi skal også være klar til teknologier som geotermi, store varmepumper, Power-to-X og nye e-fuels til blandt andet skibsfarten, som måske er fremstillet på baggrund af kernekraft,” konstaterede hun.

”Vi skal i det hele taget være klar til en fordomsfri debat om, hvordan fremtidens energimix skal se ud for at imødekomme ønsket om både bæredygtighed og holistiske energisystemer,” lød det videre i næstformandens velkomst til Ajour-deltagerne.

Mentalt friske

Ajour 2022, der igen er arrangeret i samarbejde med Konstruktørforeningen, bød på en række faglige oplæg om bl.a. Power-to-X, kernekraft og nye, grønne maritime brændstoffer.

”Vi skal også blive endnu bedre til varmegenvinding, energieffektivisering og optimeret bygningsdrift, og ud over at producere bæredygtig energi, skal vi blive dygtigere til at udnytte overskuds- og spildenergi og i det hele taget reducere energiforbruget. På den måde, kan vi hurtigere sikre balance mellem energibehovet og den bæredygtige energiproduktion,” sagde Majbrit Grymer Hoppe om flere af fremtidens opgaver for maskinmestrene.

LÆS også: Vedhæftning og vulkanisering kræver erfaring
Brug for flere maskinmestre i den grønne omstilling's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.