Mekoprint investerer over 50 millioner kroner i fabrik og styrker tilbud til volumen-kunder

Den danske industrikoncern Mekoprint udvider endnu engang fabrikken i Mechanics-divisionen i Aalborg og investerer i fuldautomatisk produktionsudstyr. Investeringerne er et vigtigt led i Mekoprints strategi om at udbygge sin position som førende indenfor metalproduktion samtidig med, at virksomheden går målrettet efter at styrke samarbejdet med alle typer kunder om udvikling af nye produkter.

Elektrostatiske lakeringer

Væksten fortsætter hos den nordjyske industrikoncern Mekoprint, som netop har taget en ny fabrikshal på 2.400 kvadratmeter og nyt fuldautomatisk produktionsudstyr i brug på virksomhedens største fabrik til metalproduktion i Aalborg Øst, hvor Mechanics-divisionen hører til. Investeringerne på over 50 millioner kroner er foretaget for at imødekomme den store efterspørgsel fra prototype og mellemvolumen pladeproduktion til højvolumen-kunder med coil-baseret produktion, der er optimal fra typisk 10.000 metalemner pr. år.

– Vi oplever markant vækst hos mange af vores store kunder – især indenfor greentech og automatisering – og vi skal selvfølgelig kunne følge med efterspørgslen. Vi er i forvejen blandt de største leverandører af metalprodukter i Danmark, og investeringerne i produktionsapparatet sikrer, at vi udbygger vores position og bliver en af de allermest konkurrencedygtige samarbejdspartnere på markedet, siger divisionsdirektør Søren Holmboe fra Mekoprint Mechanics, der tilføjer, at investeringen i de nye maskiner gør dansk produktion endnu mere attraktiv hele vejen igennem metalproduktets levetid.

Mekoprint Mechanics-divisionen har blandt andet investeret 15 millioner kroner i en moderne, fuldautomatisk coil-presser, der kan producere emner på op til 1,5 meter. Derover har virksomheden købt både en fuldautomatisk Amada stansemaskine og en Amada laserskæremaskine – begge med store lagertårne – til fabrikken i Aalborg for at kunne imødekomme efterspørgslen.

Mekoprint har for eksempel modtaget store ordrer fra en af verdens førende leverandører af lagerstyringssystemer samt en stor svensk batteriproducent, der er i hastig vækst. Investeringerne i endnu en fabrikshal og udvidelse af maskinparken skyldes ikke kun enkelte store ordrer. Generelt stiger efterspørgslen hos Mekoprint Mechanics, og investeringerne kommer både større og mindre kunder til gavn.

– Det er helt afgørende, at vi kan imødekomme forventningerne til meget høj kvalitetssikring, korte leveringstider og produktion til konkurrencedygtige priser i Europa. Investeringerne sikrer, at vi får et bedre flow gennem hele fabrikken og i endnu større grad kan indfri kundernes ønsker, siger Søren Holmboe.

Fabrikken i Aalborg blev tidligere udvidet med 2.000 kvadratmeter i 2018, og med den seneste udvidelse er det samlede fabriksareal nu på over 19.000 kvadratmeter. Mechanics-divisionen består derudover af to fabrikker i henholdsvis Hornslet og Polen, som tilsammen kan levere totalløsninger fra tyndplade til svejste systemløsninger på flere meter.

Udvikler produkterne sammen med kunderne

Mekoprint Mechanics-divisionen producerer både metalkabinetter, totalløsninger og mange forskellige typer metalkomponenter, som i stigende grad udvikles sammen med kunderne i udviklingsforløb på op til flere år.

– Vi har flere og flere partnerskabslignende samarbejder, hvor vi deltager helt fra start i udviklingsfasen af metalprodukterne. Sparringen med kundernes udviklingsteam giver bedre produkter, fordi vi kan bidrage med konkret viden til optimering af produktets design, så det både får det bedst mulige udtryk og funktionalitet, der samtidig passer til forskellige typer omkostningsoptimerede produktionsflow igennem hele produktets levetid, siger Søren Holmboe.

De betydelige investeringer på fabrikken i Aalborg er et resultat af Mekoprints langsigtede og ambitiøse investeringsstrategi. Koncernen har gennem flere år foretaget store investeringer i maskiner og fabrikker, og bag strategien ligger målsætningen om en førende fuldautomatisk teknologipark og flest mulige processer in-house.– Det er en stor fordel for vores kunder, at vi samler flere processer under ét tag, og vi har et mål om i endnu højere grad at blive valgt som totalleverandør. Vi har et højt automatiseret produktionsapparat og meget erfarne medarbejdere, der kan levere høj kvalitet i alle dele af processen. Vi færdigproducerer for eksempel kundernes metalemner ved at foretage den ønskede overfladebehandling inkl. anodisering, pulver- og vådlakering samt slutmontering med betjeningsløsning og kabler efter behov i Danmark eller Polen. Der er ikke mange i hele Nordeuropa, der kan alt det, vi kan, siger Mekoprints adm. direktør Anders Kold.

LÆS også: 50-års jubilæum på Mekoprint
Mekoprint A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger