Fremtidens løsninger var i højsædet på EOT-messen

Humøret var højt på EOT-messen, hvor personlige møder og innovative løsninger gik hånd i hånd. Foto: MCH/Tony Brøchner.
EOT – Electronics of Tomorrow bød på tre horisontudvidende dage med fokus på morgendagens elektroniske løsninger, og det omfattende konferenceprogram klædte de besøgende på til fremtiden. Derudover blev der uddelt to prestigefyldte priser på messen, der fandt sted i MCH Messecenter Herning 9.-11. maj 2023.
Find Leverandører af Elektronik komponenter her
Messehallen summede af liv og elektronik, da EOT – Electronics of Tomorrow tirsdag-torsdag samlede elektronikbranchen til tre dage spækket med innovative løsninger, personlige møder, prisoverrækkelser og lærerige indlæg. Og spørger man udstillerne, har der været gode og alsidige dialoger i løbet af de tre dage.
Vi har virkelig haft travlt, og kvaliteten af de besøgende har været i top. Udbyttet har været supergodt, idet vi har talt med repræsentanter fra mange virksomheder, som vi nu har etableret dialoger med. Og der er altså både tale om startups og store, danske industrivirksomheder, ligesom vi har talt med repræsentanter fra den offentlige sektor, fortæller direktør i Indesmatech Søren Manicus og fortsætter:
EOT favner fremtiden virkelig godt både udstillings- og konferencemæssigt og er med til at motivere virksomheder til det næste skridt. Og det er jo enormt vigtigt i et land som vores, hvor innovation er helt central, og hvor vi er nødt til altid at være i front af udviklingen. I den forbindelse er messen helt unik og skaber en særlig ramme for innovativ dialog.
Potentiale for udenlandske investorer
Det er et billede, man kan genkende hos startup-virksomheden Earfab, der netop også betragter messen som et oplagt sted at netværke og skabe nye samarbejder.
Mange af udstillerne på EOT tager tingene til next level og byder ind med løsninger, som man ikke bare lige kan søge sig frem til online. Vi har eksempelvis fundet en producent af små batterier, der kan oplades trådløst, ligesom vi er kommet i dialog med flere mikrochips-virksomheder, der muligvis kan hjælpe os, lyder det fra direktør i Earfab Jesper Winther Andersen, der også har oplevet stor interesse for sit produkt:
Vi er kommet i dialog med flere af de store industrivirksomheder, som har vist stor interesse for vores høreværnsløsninger, og derudover ser vi et potentiale for internationale investorer, hvilket er enormt bekræftende og motiverende. Messen har sikret os virkelig meget opmærksomhed, og vi har haft flere salg på messen, ligesom beslutningstagere fra flere af de store virksomheder nu overvejer vores løsning.
Vigtigheden af det faglige, fysiske, personlige møde
At EOT på den måde både har skabt nye faglige relationer og styrket eksisterende, glæder administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen.
EOT er en unik messe, og det er en fornøjelse at se, hvordan messen igen har samlet elektronikbranchen og via personlige møder, aftalte såvel som impulsivt opståede, har sikret og styrket dialoger og samarbejder – som nævnt i forbindelse med åbningen er det jo, når vi mødes fagligt, fysisk og personligt, at vi bliver klogere på nutiden og fremtiden, fastslår Georg Sørensen og fortsætter:
Samtidig glæder det mig, at messens omfattende konferenceprogram blev taget så godt imod, og at de besøgende i vid udstrækning har overværet indlæg og deltaget i workshops. For der var megen viden om fremtidens løsninger at hente på årets EOT-messe.
Rekordstort konferenceprogram og prisvindere
Faktisk var netop konferenceprogrammet på årets udgave af EOT rekordstort med flere end 55 konferencer og workshops inden for 10 spor, og ikke mindst sporet Tomorrow’s Technologies stod for en række velbesøgte indlæg om morgendagens nytænkende, elektroniske løsninger. Derudover bød messen på et nyt eventområde dedikeret til lyd, The Wave, skabt i samarbejde med Sound Hub Denmark og Danish Sound Cluster.
Ligeledes på messen skulle to prisvindere kåres – tirsdag gjaldt det Pitching Contest for Startups, der blev vundet af virksomheden Simplewire fra København, mens onsdagen bød på Årets IoT-pris, der gik til Aalborg-virksomheden Xtellio/Xtel Wireless.
EOT – Electronics of Tomorrow havde 104 udstillere og blev besøgt af 1.468 fagfolk, mens små 500 personaler befandt sig på standene. Næste udgave af messen finder sted 29. april-1. maj 2025.
Kåringer på EOT – Electronics of Tomorrow
Pitching Contest for Startups: Simplewire, København
Årets IoT-pris: Xtellio/Xtel Wireless, Aalborg