Det tekniske hjørne – ETIM er HVAC-branchens genvej til strukturering og digitalisering af tekniske produktdata

Dette billede illustrere Det tekniske hjørne – ETIM er HVAC-branchens genvej til strukturering og digitalisering af tekniske produktdata

ETIM er i dag den vigtigste europæiske standard inden for strukturering og digital udveksling af produktdata og med voksende ETIM-krav fra grossisterne har ETIM aldrig været mere relevant for HVAC-branchen, end det er nu.

Tilbage i starten af 1990’erne indså hollandske elinstallatører, at de manglede et struktureret og ensartet overblik over de relevante produkter til en given opgave – for hvad hjælper det at have store mængder af produktdata tilgængelige, hvis man ikke let kan sammenligne produkterne på tværs af fabrikanter? Eller hvis vigtige egenskaber i forbindelse med en given opgave mangler i produktbeskrivelsen fra nogle af producenterne?

Det blev startskuddet til det, som producenter og leverandører i dag kender som ETIM. ETIM stod oprindeligt for ElectroTechnical Information Model, men meget belejligt, som ETIM bredte sig til flere brancher og lande, kunne man generalisere betydningen uden at ændre det, så ETIM i dag betyder European Technical Information Model. ETIM omfattede oprindeligt kun elkomponenter, men har siden bredt sig til også at omfatte VVS, HVAC og byggematerialer.

Global standard

I dag er ETIM udbredt til 21 lande både i Europa, men også USA, Canada og Rusland. Flere og flere globale koncerner er med til at drive udbredelsen af ETIM, da standarden tilbyder en fælles klassifikation på tværs af lande samtidig med en oversættelse af de tekniske masterdata til hvert sprog. Virksomhederne skal derfor bruge væsentligt mindre tid på lokale dataformater og tekniske oversættelser. Lokale krav, for eksempel dansk jord på stikdåser, udvikles lokalt og integreres i den samlede ETIM-standard som en  lokal produktegenskab.

Reducerer omkostninger

De standardiserede ETIM-data giver fordele for hele værdikæden i branchen. Produktdata kan nu sendes direkte fra leverandør til grossist, og hvis grossisten har opbygget sin webshop efter ETIM-standarden, kan data derefter direkte indlæses i webshoppen, uden at der er behov for manuelt at tjekke data, udfylde manglende data og være i dialog med leverandøren om de mulige fejl. ETIM gør det så simpelt, at grossistens webshop i princippet altid kan holde sig opdateret, og man undgår manglende, forældede og ikke sammenlignelige data. Producenterne oplever, at de nyeste produkter får en markant hurtigere time-to-market end tidligere, at datakvaliteten er højere, og at en større del af produktprogrammet umiddelbart optages af grossisterne, da arbejdsindsatsen er reduceret markant. Det behøver ikke tage mere end et par timer at indlæse et helt produktkatalog på tusindvis af varer via BMEcat-formatet, som er det digitale format, der benyttes til udveksling af ETIM-data.

ETIM reducerer dermed omkostninger i hele værdikæden og ligesom resten af digitaliseringen er der ikke slutdato på ETIM. Nye typer af produkter, nye egenskaber for eksisterende produkter, nye lande, nye brugere og alle mulige øvrige ændringer kræver, at ETIM konstant udvikler sig og tilpasses. Dette håndteres af de lokale organisationer i hvert medlemsland og styres overordnet af ETIM International, som sikrer modellens fortsatte sammenhæng og validitet.

Relevant for HVAC

I dag eksisterer der omkring 5.000 produktklasser i ETIMmodellen, som er fordelte på ca. 150 produktgrupper. Hver produktklasse har en række egenskaber tilknyttet som karakteriserer produktklassen. For ventilationskanaler er det for eksempel materiale, overfladebehandling, kanaldiameter, pladetykkelse, produktionsmetode, længde, isolering, maksimalt undertryk mv. Samlet er der mere end 200 produktklasser med relevans for ventilationsbranchen. Det drejer sig for eksempel om aggregater, kanaler, motorer, til- og fraluftsriste, varmevekslere, filtre, emhætter, tilslutninger, bøjninger og alle mulige former for øvrigt tilbehør.

ETIM bliver et krav

Der er ingen tvivl om, at ETIM er ved at blive de-facto standarden for klassifikation og udveksling af produkters tekniske masterdata. I vores nabolande er udviklingen langt – både Norge, Sverige og Finland har nationale produktdatabaser, hvor strukturen er lagt tilrette efter ETIM – og hvor det for eksempel i Norge er et krav for producenterne at levere data i ETIM-formatet. I Danmark har Rørforeningen også i år introduceret deres nye VVS-database, som er struktureret efter ETIM. Som den første grossist i Danmark har Solar valgt at tilrettelægge hele deres datastruktur og webshop efter ETIM-modellen, og flere andre grossister er på vej i samme retning. Dette vil betyde, at levering af ETIMdata til grossisterne vil blive et krav for producenterne – Solar stiller allerede dette krav til en række af deres leverandører.

ETIM Danmark

VELTEK repræsenterer ETIM i Danmark og har via medlemskabet hos ETIM International indflydelse på udviklingen af ETIM-standarden, både tilpasning til lokale danske forhold og udvikling af nye områder generelt. Det er også os, der, sammen med medlemmerne, fastlægger den danske oversættelse. Hvis du vil vide mere om ETIM, så klik ind på ETIM Danmarks LinkedIn profil, hvor vi har samlet en række gode artikler og case stories om ETIM – og hvis du følger vores LinkedIn profil, er du sikker på at få relevante nyheder om ETIM med jævne mellemrum. Kontakt også VELTEK for mere info om ETIM og hvorledes du kommer i gang med standarden og får indflydelse.

Find Leverandører af HVAC produkter
Cookie-indstillinger