BSB Industry styrker global tilstedeværelse – etablerer sig på det amerikanske marked

BSB Industry styrker global tilstedeværelse – etablerer sig på det amerikanske marked
Lunderskov-virksomheden tager stort skridt mod international ekspansion med ny afdeling i USA.
En af Danmarks førende leverandører af stålkonstruktioner og supply chain-løsninger til industrien, BSB Industry, har nu taget et markant skridt ind på det amerikanske marked. Med etableringen af en ny afdeling i USA sigter virksomheden mod at styrke sin position og imødekomme den stigende efterspørgsel fra amerikanske kunder.
”Det er et led i vores strategi om at ekspandere forretningen og servicere vores kunder lokalt. Vi har allerede etableret kundekontakter i USA, og den øgede efterspørgsel samt behovet for lokal tilstedeværelse har gjort dette til et vigtigt parameter i konkurrencen,” siger CEO Morten Krusborg.
En komplet lokal løsning til det amerikanske marked
BSB Industrys nye afdeling i USA tilbyder en komplet pakke, der dækker alt fra engineering til produktion, og samtidig med at kunne producere lokalt kan BSB Industry reducere kompleksiteten og logistikudfordringerne for sine lokale kunder.
”Vi skal være tæt på vores kunder i salgsfasen, produktionen, leveringen og servicen. At være i samme tidszone og fysisk tæt på de sites, hvor vores produkter skal bruges, minimerer fragtomkostninger, kompleksitet og lead time, samtidig med at vi kan sikre høj leveringssikkerhed og kvalitet,” forklarer Jeppe Hedeager, ny Country Manager for USA.
USA: Et marked i vækst inden for grøn energi
USA står over for en massiv udbygning af grøn energi, hvor onshore-vind spiller en central rolle. Vindprojekterne i USA er større end dem, vi kender fra Europa, og her ser BSB Industry et stort potentiale.
”Vi har over 20 års erfaring med at levere komplekse stål- og supply chain-løsninger til vindmølleindustrien. Med vores solide setup, som vi har gjort skalerbart de seneste år, kan vi nu tilbyde den samme høje kvalitet og service i USA, som vores kunder kender fra Europa. Vores ISO-certificeringer videreføres naturligvis, så vi er fuldt certificerede,” siger Morten Krusborg.
Strategisk placering og fokus på lokalproduktion
Placeringen i Midtvesten er strategisk valgt ud fra forventningen om, at dette område vil opleve den største udbygning af landbaserede vindmølleparker de kommende år. Derudover giver placeringen adgang til en stor pulje af kvalificerede fabriksmedarbejdere i det amerikanske “rustbælte”.
”For at blive den foretrukne partner i bæredygtig produktion er det nødvendigt at være i tæt dialog med kunderne og forstå deres behov og forretningskulturen. Det gør vi bedst ved at være til stede på markedet og arbejde tæt sammen med kunderne lokalt, samtidig med at vi skaber lokale arbejdspladser og understøtter den grønne omstilling,” siger Jeppe Hedeager.
Næste milepæl på BSB Industrys vækstrejse
BSB Industry kan i september 2025 fejre sit 25-års jubilæum, og etableringen i USA markerer en vigtig milepæl på virksomhedens internationale vækstrejse.
”Virksomheden er nu et sted, hvor forretningen kører stabilt, men vi ser en naturlig bevægelse mod internationalisering, ikke kun lokalt, men globalt. Etableringen i USA er et skridt i den strategi,” siger Morten Krusborg.
”Open for Business” i USA
BSB Industry sender et klart budskab til både nuværende og potentielle kunder i USA: ”Vi er ‘Open for Business’ og klar til at levere komplekse stål- og supply chain-løsninger til industrien lokalt. Vi skaber værdi ved at reducere kompleksiteten for kunderne, levere totale løsninger og understøtte det lokale samfund og den grønne omstilling,” afslutter Jeppe Hedeager.
Med en klar strategi, solid erfaring og en dedikeret lokal tilstedeværelse er BSB Industry klar til at tage det amerikanske marked med storm.