Hygiejnisk design er en vigtig del i Food & Biotech segmentet
Hygiejnisk design er en vigtig del i Food & Biotech segmentet
Siden etableringen af Process Engineering i 1999 har hygiejnisk procesdesign været en vigtig del af dagligdagen under Food & Biotech segmentet. Læs med her, hvor vi fortæller, hvorfor hygiejnisk design er en særlig vigtig disciplin.
Hygiejnisk procesdesign er ikke en eksakt videnskab, som man lærer gennem et uddannelsesforløb. Det er noget, der kræver mange års praktisk erfaring fra procesdesign på hygiejniske procesanlæg. Arbejdet består i at sikre, at procesudstyret og komponenterne overholder hygiejnekrav til fødevaremaskiner iht. Maskindirektivet (2006/42/EF) og fødevarekontaktmateriale (EF 1935/2004). Samtidig skal producenten bevise, at materialerne er håndteret efter good manufacturing practice (2023/2006), og at der bliver udført risikovurdering iht. standard (1672-2/2020). Særligt er det vigtigt at tage højde for fødevarekontaktmaterialer, overfladebeskaffenhed, proces- og konstruktionsdesign og integration af CIP- og SIP-systemer (Cleaning in Place og Sterilization in Place).
”Det handler om at producere sikre fødevarer til forbrugerne. Fødevareproducenterne skal fremstille produkter, der er sikre for os at spise. Derfor skal vi designe anlæggene, så de er hygiejniske. Ellers risikerer man, at der bl.a. kan komme uønskede bakterier i fødevarerne. Hvis man ikke anvender fødevaregodkendte materialer, så risikerer man at indtage skadelige stoffer,” forklarer Michael Hastrup Andersen, der er Director for Food & Biotech Section i Process Engineering.
Fælles ansvar at sikre høj hygiejne
Som slutbruger i Food & Biotech industrien har alle et medansvar for, at der bliver produceret hygiejniske færdigvarer på deres procesudstyr. Værkstederne og OEM’er (Original Equipment Manufacturer) skal levere kvalitetsprodukter, og slutbrugerne skal anvende og vedligeholde dem korrekt. Hygiejnisk design er en afgørende faktor for fødevaresikkerhed, sporbarhed og produktkvalitet. Som producent kan man bl.a. sikre, at ens procesudstyr lever op til kravene for hygiejnisk procesdesign ved f.eks. at få det testet og certificeret iht. EHEDG og 3-A SSI. Her får man bevis og certifikat for, at de er godkendt til håndtering af fødevarer – og dét er netop vigtigt i en industri, hvor små afvigelser kan få store konsekvenser.
”Det vi arbejder med i Food & Biotech er funderet i hygiejnisk design på den ene eller anden måde. Hygiejnisk design er en nødvendighed for at give kunderne den bedste procesløsning og derved den mest sikre produktkvalitet. I vores arbejde sikrer vi, at det procesudstyr, der bliver valgt, passer til den proces, der arbejdes med for at minimere risici for kontaminering. Vi har intern review af vores design som en del af vores kvalitetssikring, og vi gennemgår altid løsningerne med kunden for at sikre, at vi også får deres viden ind i løsningen,” siger Michel Carl Chekerdemian, der er Senior Project Engineer i Process Engineerings Food & Biotech segment. For nylig har vi været involveret i et projekt for en fødevareproducent, der oplevede gentagne tilbagekaldelser af deres produkter, og hvor de havde svært ved at spore årsagen. Det løste vi ved at optimere procesdesignet med lukkede systemer, der sikrede kølede og stabile forhold. Dermed blev risikoen for kontaminering reduceret, og det er nu lettere for kunden at dokumentere sporbarhed fra produktionsanlægget.





