CG Jensen lander rekordregnskab

Michael S. Larsen, adm. direktør i CG Jensen

Michael S. Larsen, adm. direktør i CG Jensen

CG Jensen leverer det bedste resultat i selskabets historie. Skarp eksekvering på tværs af fagdivisioner samt afvikling af mindre lønsomme projekter har givet overskudsgraden et nøk opad i 2025 regnskabet.

”Jeg er glad for at konstatere, at vi er ved at være tilbage, hvor vi hører hjemme”, siger adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen om 2025-regnskabet, hvor overskudsgraden lander på 5,9 procent og dermed nærmer sig de flotte overskudsgrader, CG Jensen har tidligere har leveret.

CG Jensen har i 2025 tjent 111,3 millioner før skat, hvilket er det bedste resultat i virksomhedens historie. Aktiviteten har været drevet af større projekter, herunder et milliardstort råhus-projekt i medicinalindustrien og et større hotelbyggeri i København samt en bred portefølje af mindre og mellemstore opgaver – deriblandt flere anlægsaktiviteter samt utallige havneprojekter, herunder flere udvidelser af Esbjerg Havn.

Opgaverne er udført i et tæt samarbejde på tværs af selskabets udførende divisioner og med support fra selskabets stærke design- og projekteringsstab og er nøglen til det markante 2025-regnskab.

”Det flotte resultat hviler på skuldrene af et rigtig godt internt samarbejde, hvor vores medarbejdere har fokuseret på at skabe optimale processer på tværs af fagene, hvilket har bidraget til en skarp eksekvering og et solidt fundament for fremtiden”, siger adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen.

Forventer vækst inden renovering, transformation og klimasikring

CG Jensens byggeridivision har i 2025 afleveret markante boligprojekter samt Danmarks første CO2 fangstanlæg – og man er tæt på at kunne færdiggøre flere boligprojekter, herunder den komplicerede genopførelse af den nedbrændte, københavnske etageejendom Grøndalsbo. Herudover har man oplevet stor efterspørgsel på nyere tilførte kompetencer inden for energieffektivisering, renovering og transformation af bygningsmasse.

Man har blandt andet renoveret og transformeret et historisk pakhus i Nordhavn om til attraktive erhvervslejemål, og man har samtidig opstartet en helhedsrenovering i Kalundborg samt deltaget i en større transformation af Danmarks Nationalbank.

”Markedet inden for renovering og transformation er vokset, og vi er glade for, at vi kan imødekomme efterspørgslen, da vi ønsker at være stærk samarbejdspartner inden for dette forretningsområde”, siger adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen, der forventer yderligere vækst i renoveringsmarkedet i de kommende år.

Opgaverne ligger i fin tråd med CG Jensens egen grønne omstilling, hvor man dels ønsker at tilbyde flere ’grønnere’ varer på hylder og dels ønsker at gøre CO2 reducerende løsninger lettere tilgængelige for kunderne, herunder også CO2 reduktion i bygge- og anlægsprocessen.

CG Jensen har i 2025 også afleveret et større klimasikringsprojekt ud til Roskilde Fjord. Den type af opgaver forventer man flere af, og endelig kigger man også i retning af forsvaret, hvor der ventes mange opgaver i den kommende tid.

Kommende familiemedlem i Aarsleff-koncernen

Michael S. Larsen forventer at kunne udvikle CG Jensen i en endnu mere lønsom og bæredygtig retning, når man efter planen, sammen søsterselskaberne Adserballe & Knudsen og CG Jensen Forsyning, kommer til at indgå i Aarsleff-koncernen senere på året. Her ser man ind i at kunne realisere en række oplagte synergier og koncernmuligheder forudsat, at konkurrencemyndighederne godkender transaktionen.

”Vi ser frem til at kunne supplere Aarsleff-koncernen med kompetencer inden for blandt andet CLT- og stålmontage, transformationsbyggeri, betonrenovering og bore/skære og endelig generelt bidrage til at øge Aarsleff-koncernens kapacitet inden for anlæg og byggeri samt renovering.  Vi ser samtidig frem til at kunne trække på Aarsleff-koncernens størrelse og kompetencer”, siger adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen.

Alle tre entreprenørfirmaer fortsætter som selvstændige firmaer med egne profiler. 

Faktaboks  
  • CG Jensen har i 2025 realiseret en omsætning på 1,75 milliarder kroner.
  • Resultatet før skat er realiseret med 111.3 millioner kroner, hvilket er en stigning på 86 procent i forhold til 2024.
  • Egenkapitalen udgør ultimo året 413,4 millioner og er steget med 86,7 millioner kroner svarende til årsresultatet før skat.
  • Soliditetsgraden udgør 39,6 procent ultimo 2025 og er over selskabets strategiske niveau på minimum 30 procent.
LÆS også: CG Jensen påbegynder opsætning af støjskærme langs E20 Vestmotorvejen i Sorø
CG Jensen A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger