Testfacilitet baner vejen for udbredelse af nye og banebrydende 5G-baserede løsninger i industrien
Testfacilitet baner vejen for udbredelse af nye og banebrydende 5G-baserede løsninger i industrien
FORCE Technology har etableret et realistisk testmiljø på Odense Havn, hvor danske og internationale virksomheder kan teste deres kritiske løsninger inden for fx logistik, produktion, autonome køretøjer og telemedicin, før de sættes i drift på et privat 5G-netværk.
Fra 1. juli 2026 får private virksomheder adgang til N77-frekvensbåndet og mulighed for at etablere egne dedikerede 5G-baserede løsninger, hvilket åbner helt nye muligheder for styring, kontrol, automatisering og resiliens takket være 5G teknologiens formåen og brede anvendelsesområde.
Som GTS-institut er det FORCE Technologys opgave at sikre et relevant testmiljø, hvor avancerede og samfundskritiske systemer kan testes og valideres, så de sikkert kan rulles ud i samfundet til gavn for virksomheder og borgere. Det testmiljø er netop åbnet under navnet 5G testbed Denmark i det omfattende test- og teknologimiljø på Odense Havn (Lindø).
“5G teknologien er moden – markedet er ikke. Den teknologiske udvikling på 5G-området går hurtigere end industriens og myndighedernes evne til at validere sikkerhed, robusthed og performance i virkelig drift. Med vores 5G-testmiljø kan virksomheder nu teste deres løsninger, mens de udvikles og før de implementeres – og derved reducere risiko, styrke anvendeligheden og accelerere time-to-market,” siger Christian Kloch, der er Technology Lead inden for avanceret trådløs kommunikation hos GTS-virksomheden FORCE Technology.
Styrkelse af dansk konkurrenceevne
Internationalt vinder nyttige services baseret på 5G-netværksteknolgien frem i industri, logistik og transport, hvor stabil trådløs kommunikation i realtid og høj driftssikkerhed er afgørende.
Det er et område, hvor både private og offentlige danske virksomheder har mulighed for at udvikle og implementere løsninger, der er helt på forkant med kunders, borgeres og brugeres behov. Et på samme tid realistisk og uvildigt testmiljø kan være afgørende for Danmarks konkurrenceevne på dette område.
Med det helt nye testcenter på Odense Havn kan teknologileverandører, systemintegratorer, serviceudviklere og myndigheder, der udvikler 5G-baserede produkter og services afprøve og validere deres løsninger i et fuldt 5G standalone-miljø i alle faser af ide- og udviklingsprocessen, fra tidlig produktudvikling til markedsvalidering.
Testcentret på Odense Havn er etableret i samarbejde mellem Borch Teknik og FORCE Technology.






