CG Jensen har opført en stor træbrygge ved Metrogrunden
CG Jensen har opført en stor træbrygge ved Metrogrunden
CG Jensen har i hovedentreprise opført en 365 kvadratmeter stor træbrygge, der skal fungere som et nyt centralt byrum i bydelen Sluseholmen i Københavns Sydhavn. Bryggen er samtidig et punktum for 20 års CG Jensen anlægsarbejder i området.
”Bryggen er blevet rigtig flot, og den passer godt til området, så vi er meget tilfredse – og det er bygherren også, og det er jo det, der tæller”, siger formand i division Ramning & Vandbygning, Jens Per Wurtz, der har opført træbrygger siden 1980’erne.
Træbryggen er etableret i forlængelse af stationspladsen ved Sluseholmen Metrostation. Området er fortsat under stor udvikling med mange nye boliger og erhvervsbygninger, og ambitionen med den nye træbrygge har været at skabe et centralt opholdsrum med mulighed for kontakt til vandet.
Bryggen består af et rampeanlæg til anløb af mindre fartøjer såsom robåde, kajakker og kanoer – og mod vandsiden er rampen afsluttet med en repos og et lavere dæk. Derudover er der etableret en bred opholdstrappe, som giver adgang mellem metropladsen og vandet – samt fem opholdsdæk, der er udformet som indskudte bokse.
”Det er blevet rigtig godt – og så skiller bryggen sig også lidt ud ved at have indbygget lys, det ser rigtig godt ud”, siger byggeleder Henrik Dichmann, der fremhæver, at det flotte resultat skyldes en samlet præstation af teamet.
Særlige hensyn i udførelsesfasen
Bryggen er funderet på 39 rørpæle, og selve trækonstruktionen er udført i azobé-træ. CG Jensen har også monteret en redningsstige for enden af rampen samt et redningstov langs bryggen.
Arbejderne er primært udført fra vandsiden for at sikre, at metro-pladsen kunne holdes åben under hele anlægsperioden.
Projektet har også krævet særlige hensyn undervejs, idet cirka halvdelen af bryggen er etableret oven på en sikkerhedszone over metroinfrastrukturen. Under anlægsarbejdet har CG jensen derfor udført løbende vibrationsovervågning i tunnelanlægget, og der er endvidere taget højde for et eksisterende udløbsbygværk tilhørende HOFOR.
Bryggen er tegnet af arkitektfirmaet Kragh & Berglund, og CG Jensen har udført arbejdet for Ejendomsselskabet Sluseholmen, som er en del af Arbejdernes Landsbank.






